23948sdkhjf

København skal inspirere udlandet

Københavns første klimabydel er blevet optaget på listen over de 100 mest inspirerende grønne byløsninger i verden. Det stod klart søndag, da Østerbro-projekt kom på Sustainia100-listen
Ydre Østerbro får igen international opmærksomhed for sin innovative tilgang til klimatilpasning.

Det ambitiøse projekt Klimakvarter, omkring Skt. Kjelds Kvarter, er netop kommet med på den prestigefyldte Sustainia100-liste, en international kortlægning af bæredygtige løsninger fra hele verden.

Listen giver 100 eksempler på, hvordan teknologier og projekter ændrer vores samfund i bæredygtig retning.

- Når man ser, hvilke fantastiske projekter, der er med, er jeg ekstra stolt, siger Flemming Rafn Thomsen, arkitekt og partner hos tegnestuen Tredje Natur, der har skitseret byomdannelsen. Han fortsætter:

- Der er meget, der skal i spil, og vi har langt igen, men det bliver et byudviklingsprojekt i øjenhøjde, og meget aktuelt som globalt projekt. I sidste uge var der igen monsterregn i hele Europa, siger arkitekten til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Spurgt til, om det er realistisk, at nye grønne områder i det tæt bebyggede - og asfalterede - kvarter effektivt vil forhindre skybrudsfølger, svarer han:

- Jeg kan godt forstå at mange er bekymrede, men der er foretaget meget grundige undersøgelser, der viser, at vi kan vinde 20 procent mere plads til det blå og det grønne, det vil sige effektive vandveje og opsamlende grønne områder. Og det gode ved kvarteret er, at det ligger på toppen af en bakke, så vi derfor kan arbejde med de åbne synlige løsninger. Det betyder, at når der er ikke er vand, er det et menneskevenligt område.

Flemming Rafn Thomsen tilføjer, at selv om det er et tilpasningsprojekt til mennesker - og ikke til flere biler, bussluser og p-pladser - så lukker man ikke bilerne ude.

- Hastigheden kommer ned, og trafikken bliver på de blødes betingelser, men bydelen vil stadig være effektiv og velfungerende, siger han.

Frodig bydel

Og måske er det netop det, der har fået Sustainia100 til at sætte Skt. Kjelds Klimakvarter på sin Top 100-liste.

Visionen kaldes en grøn og frodig bydel, der er sikret mod skybrud med regnbede, blomstrende forhaver og grønne kanaler, der leder regnvandet gennem kvarteret og ud i havnen, hvor det ikke gør nogen skade.

- Fremtiden byder på kraftigere regn og havvandsstigninger, som er en stor udfordring for vores by, men vi kan sikre København mod regn samtidig med, at vi tilfører byen nye rekreative værdier, siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF).

- Det er rart, når vi får anerkendelse for vores tilgang, og jeg håber, vi kan inspirere andre storbyer til at følge vores ambition om at gøre byer klar til fremtidens vejr, siger Ayfer Baykal.

Inspiration

Byer verden over mærker følgerne af klimaforandringer. For nylig har monsterregn oversvømmet store dele af østeuropa, senest Prag og flere sydtyske byer, der nærmest ikke var til at skelne fra Venedig.

Bystyret i New York har allerede ladet sig inspirere af danske løsninger i for eksempel fodgænger- og cykelvenlig retning. Nu kan Østerbro-bydelen blive den næste inspirationskilde. Også Paris barsler med tilsvarende planer.

Får metroen til at blegne

I de tætte, eksisterende byer er der behov for innovative løsninger, da byernes infrastruktur er bygget til forholdene for 100 år siden. En udvidelse af det eksisterende kloaksystem i København er dyr og vil kræve et gravearbejde, der får metrobyggeriet i København til at blegne.

- Det bedste vil være, at kunne lede vandet ud i havnen, men det er kompliceret med det nuværende kloaknet alene. Derfor skal der suppleres med andre løsninger, siger Flemming Rafn Thomsen fra Tredje Natur.

Ny infrastruktur

Sustainia100 roser især projektets vision om at etablere en ny infrastruktur på overfladen, der samtidig tilføjer blomstrende byrum og grønne gårde til en bydel, der ellers er præget af asfalt - og samtidig fremtidssikrer kloaksystemet ved at holde mest mulig regnvand væk fra systemet.

Udviklingen af løsningerne i Klimakvarteret foregår i tæt samarbejde med borgerne, der både har indflydelse på beslutningerne om de store anlægsprojekter og gennem helt små initiativer som regnvandstønder og grønne tage får en forståelse for de udfordringer byen står overfor.

Bedste løsning hædres

Baggrunden er, at Skt. Kjelds Kvarter i 2011 blev udpeget som udstillingssted for Københavns Klimatilpasningsplan.

Projektet skal vise, hvordan vi kan forberede byen til fremtidens længere tørkeperioder, kraftigere regnvejr og skybrud med grønne løsninger i gadeplan.

Det første byrum, Tåsinge Plads, er netop sendt i udbud og skal stå færdig næste efterår, hvor København præsenterer det klimatilpassede byrum som led i European Green Capital 2014.

Mandag Morgens internationale bæredygtighedsinitiativ, Sustainia, står bag den årlige guide Sustainia100. Den bedste løsning blandt de 100 hædres med årets Sustainia Award, der uddeles for anden gang til november ved en stor ceremoni i København.

Vinderen udvælges af et panel af verdens førende klima- og bæredygtighedsforkæmpere anført af Californiens tidligere guvernør Arnold Schwarzenegger, som får selskab af blandt andre EU's klimakommissær Connie Hedegaard, formand for FN's klimapanel Rajendra Pachauri og tidligere generalsekretær i WHO Gro Harlem Brundtland.

Sustaninia100 - stærkt dansk år

Ud over Klimakvarteret er det danske projekt Green Solution House, et 4.500 kvm stort viden- og konferencecenter på Bornholm, på Sustania100-listen. Det er udpeget til at være ét af Europas mest ambitiøse grønne byggerier. Formålet med Sustainia 100 er at guide investorer, virksomhedsledere, politikere og forbrugere til konkret, bæredygtig innovation, der kan lette omstillingen til et bæredygtigt samfund.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094