Rigets nye ver vinder
Fremtidens Rigshospital kåres som verdens bedste hospitalsbyggeri
Rigshospitalets Nordfløj - designet af 3XN og aarhus arkitekterne - har vundet prisen for bedste hospitalsprojekt i kategorien for kommende hospitaler. Den danske tegnestue 3XN var nomineret i fem kategorier det højeste antal nomineringer givet til én enkelt arkitektvirksomhed.
Dommerne beskrev Rigshospitalets Nordfløj som "et meget logisk design, der ikke kun er funktionelt, men også har en høj arkitektonisk værdi".
3XN er blandt andet kendt for Danmarks Akvarium, Den Blå Planet (åbner påsken 2013, red.), Ørestad Gymnasium, Hotel Bella Sky og Museum of Liverpool.
Partner og kreativ direktør Kim Herforth Nielsen siger om projektet på Riget:
- Med Nordfløjen har vi introduceret et nyt formmæssigt greb, som dels skaber ro omkring sengestuer og operationsområde, samtidig med, at det har en effektiv logistik. Det vil gøre det nemt at finde rundt og samtidig give tidsbesparelser for personalet.
Tilpasser sig naboerne
Kim Herforth tilføjer, at der er lagt vægt på at skabe en bygning, som forholder sig til sin placering i det centrale København.
Bygningen er forholdsvis lav mod Blegdamsvej, så den tilpasser sig beboelsesejendommene - de klassiske karrébebyggelser - på denne anden side, og så har den grønne tage, der gør, at overgangen til Fælledparken ifølge arkitekterne kommer til virke meget harmonisk.
En serie af ver
3XN og aarhus arkitekterne vandt arkitektkonkur rencen om udvidelsen af Rigshospitalet i maj 2012.
Den 76.000 kvm store Nordfløj er karakteriseret ved en form som en serie ver kombineret med en tværgående færdselsakse. V-struktur giver rum til fem udvendige atrier, der vil fungere både som behagelige opholdsområder og som orienteringspunkter. Endelig sikrer bygningens form, at Nordfløjen bliver præget af masser af dagslys og udsyn til Fælledparken.
Facaden i glas og lys natursten er vinklet, så den er delvist selvskyggende og visuelt tilpasser sig områdets eksisterende bygningsfacader. Integrationen af bæredygtige bygningsløsninger skal sammen med grønne belægninger både ude og inde skabe et grønnere Rigshospital. Projektet forventes at stå færdigt i 2017.