Et hold på fire studerende fra Aarhus var blandt prisvinderne, da International Velux Award 2012, IVA 2012, blev uddelt i Portugal under overværelse af repræsentanter fra hele den globale arkitekturverden. Projektet Light & Wind" fik hædrende omtale og er udført af Tall, der består af tre studerende fra Arkitektskolen Aarhus, Kasper Old Jensen, Mads Johnson og Pit Herold og ingeniørstuderende Peter Drechsler Poulsen fra Ingeniørhøjskolen i Aarhus.
De fire studerende dannede Tall i forbindelse med Roskilde Festival 12, hvor de indsendte et projektforslag til en oplevelsesinstitution. Om deltagelsen i IVA 2012 siger de:
- IVA 2012 har været med til at øge opmærksomheden hos os alle fire i forhold til dagslysets betydning i arkitektur. Vi fortolker det poetiske billede af vinden over en græsmark. Her genskaber vi effekten i det lodrette plan ved at synliggøre lysspillet, som hele tiden forandrer sig.