Lyngby C skal have ny entré
KPC-koncernen er klar til at opføre 15-20.000 etagemeter med erhverv og boliger på Lyngby Hovedgade
Arealet byder ifølge Lyngby Kommune på en attraktiv udviklingsmulighed. Kommunen har allerede tilkendegivet, at "en kombination af erhverv og boliger kan give mere liv i den østlige del af Hovedgaden, som markerer indgangen til handelsstrøget.", og KPC lægger ifølge afdelingsdirektør i KPC i København, Jesper Jørgensen, vægt på at få udviklet et projekt med en flot arkitektur, der i profil, materialer og funktion falder godt ind i bymiljøet. Der arbejdes med et projekt, som rejser sig i højden ud mod Lyngby Hovedgade, men er lavere bagved, så der også tages hensyn til de eksisterende boliger i området.
- Vi er allerede i dialog med potentielle brugere til placeringen og vil i den kommende periode afsøge markedet efter en investor til projektet, siger Jesper Jørgensen.
Store projekter på vej
KPC har i løbet af de seneste år intensiveret udviklingsindsatsen i Storkøbenhavn, og projektmuligheden på Lyngby Hovedgade er den seneste af en række store KPC projekter i København og omegn.
- Projektet på Lyngby Hovedgade passer godt ind i vores generelle strategi, hvor vi fokuserer målrettet på attraktive beliggenheder, rentabilitet og at skabe værdi for såvel brugere, investorer som omgivelser, siger Jesper Jørgensen.
Ifølge Bo Knudsen, administrerende direktør i KPC, har firmaet en rigtig god dialog med de institutionelle investorer.
- KPC har efter en række flotte regnskabsår i koncernen et stærkt likviditetsberedskab, som gør det muligt for os at agere, når den rigtige mulighed viser sig, siger Bo Knudsen.