Grundlovsrummel
I 2003 var der cirka 185 love og bekendtgørelser, der bemyndigede tvangsindgreb for offentlige myndigheder. I 2009 og 2010 kunne Cepos dokumentere, at tallet var vokset til henholdsvis 225 og 234. Og det stopper altså ikke dermed.
"Ejendomsretten er ukrænkelig". Ifølge Grundloven kan ingen "tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det", og "det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning". Alligevel har Folketinget givet kommunerne mulighed for at gennemføre ekspropriationer i Roskilde Kommune endda til fordel for den private organisation Roskilde Festival. Der er altså ikke vedtaget en lov om den pågældende ekspropriation, og intet tyder på, at det sker "mod fuldstændig erstatning".
Ifølge Grundlovens § 20 kan beføjelser ved lov "i nærmere bestemt omfang" overlades til mellemfolkelige myndigheder. Det gælder eksempelvis EU. Men disse beføjelser kan kun overlades til eksempelvis EU med et flertal på fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Ellers skal der holdes folkeafstemning.
Alligevel mener et flertal i Folketinget ikke, at eksempelvis Lissabontraktaten eller finanspagten skal til folkeafstemning, selv om en lang række områder overlades til EU-flertalsafgørelser, og selv om EU reelt skal godkende den danske finanslov.
Der er desværre masser af gode grunde til her få dage efter Grundlovsdag at hejse et stort advarselsflag mod de politikere, der fortolker Grundlovens paragraffer som elastik i metermål.
Lovgivning må aldrig vedtages efter devisen, at målet helliger midlet, også hvis dette middel er i strid med intentionerne bag Grundloven.
Vedtager Folketinget i dag, og det sker desværre nok, loven om at lade Skat uden dommerkendelse trænge ind på privat grund, skal ingen blive overraskede, hvis de rundt om i landet oplever en mindre jordskælvslignende rumlen, fordi Grundlovens vise fædre roterer i deres grave i dyb frustration over mangel på respekt for den lov, der skal beskytte borgerne mod "systemet".
Det system der, fordi embedsmændene finder det for besværligt at henvende sig til domstolene, ikke mener, at Grundlovens ord om, at "boligen er ukrænkelig" skal tages alt for bogstaveligt.