23948sdkhjf

Østrigere overtager Bryghusprojektet

Det bliver dansk-østrigske Züblin, der overtager opførelsen af Bryghusprojektet efter konkursramte Pihl & Søn. Det sker med et byggeri til omkring en mia. kroner
Züblin A/S, der er det danske datterselskab af den østrigske storentreprenør Strabag SE, skal overtage byggeriet på Bryghusgrunden i København.

Det sker, efter at det konkursramte Pihl & Søn A/S måtte trække sig fra byggeriet, som de havde vundet i konkurrence.

En forfærdelig situation

- Det var en ganske forfærdelig situation at sidde i. Vi havde allerede fra starten kigget os om i både Danmark og udlandet, fordi der ikke er så mange i Danmark, der kan udføre en opgave af denne størrelse. Men Pihl fik opgaven, og det var vi ret tilfredse med, indtil det forfærdelige skete, nemlig at Pihl gik konkurs. Derfor har vi nu forhandlet videre med en af de øvrige bydende, siger Peter Fangel Poulsen, projektchef i Realdania Byg A/S, der er bygherre på opgaven, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Professionelle folk

Han er ganske fortrøstningsfuld med at lade opgaven gå til Züblin.

- Det er professionelle folk, som har prøvet andre store opgaver før, og de har desuden arbejdet sammen med arkitekten bag projektet, den hollandske Rem Koolhaas, blandt andet på et projekt i Rotterdam, og det samarbejde er forløbet ganske udmærket, fortæller han.

Byggeriet er en blanding af boliger, kontorer og forretninger og vil samlet stå til en værdi af omkring en mia. kroner.

Dansk datter

Züblin, der har fået opgaven, har hovedkontor i Thrige ved Aarhus, og desuden en afdeling i Gladsaxe ved København. Selskabet blev grundlagt i 2002 og beskæftiger i dag cirka 180 medarbejdere i Danmark. På verdensplan beskæftiger Strabag omkring 74.000 mennesker.

Bryghusprojektet kommer til at rumme boliger og kontorer og spisesteder. I hjertet af huset skal Dansk Arkitektur Center bo med udstillingslokaler, boghandel og café.

Huset får en havnepromenade, så man kan gå forbi huset langs havnen, og igennem huset ad den store, åbne fodgængerpassage. Under huset kommer desuden en fuldautomatisk parkeringskælder, ligesom der indrettes legepladser og rekreative pladser rundt om huset.

Byggeriet skal efter planen stå færdigt i 2017.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094