23948sdkhjf

Omfattende renovering nærmer sig

Den indledende runde af EU-udbuddet for renovering af Rosenhøj i Viby Syd i Aarhus er netop afsluttet og 11 entreprenører er prækvalificeret
Når boligbebyggelsen Rosenhøj i Viby ved Aarhus skal renoveres, deles projektet op i to storentrepriser. Boligforeningen Århus Omegn har prækvalificeret syv entreprenører inden for hver entreprise. Nogle af entreprenørerne har vist interesse for begge entrepriser, så der er samlet set 11 kandidater, som forrige mandag modtog et detaljeret udbudsmateriale over projektet.

Det er vigtigt for Århus Omegn, at renoveringen forløber bedst muligt for alle involverede parter. Derfor inviterer boligforeningen de 11 prækvalificerede entreprenører til informationsmøde og rundvisning i Rosenhøj mandag den 27. maj 2013. Her vil Århus Omegn gennemgå de tekniske detaljer samt deres forventninger til samarbejdet. Entreprenørerne vil også have mulighed for at stille uddybende spørgsmål til udbudsmaterialet. Herefter har entreprenørerne frem til mandag den 24. juni 2013 kl. 12.00 til at afgive deres tilbud.

To entrepriser

Den ene storentreprise omfatter den udvendige renovering af boligområdets 27 boligblokke. I udbudsmaterialet er blandt andet anført, hvilke materialer der skal anvendes til altanfacader og klimaskærme. Under entreprisen hører også renovering af boligområdets grønne områder samt opførelse af et nyt varmemesterkontor og 33 nye familieboliger.

Den anden storentreprise omfatter det indvendige installationsarbejde i lejlighederne. I sensommeren 2012 samarbejdede en gruppe beboere fra området med arkitekter og ingeniører om at finde de bedste løsninger i forbindelse med for eksempel udskiftning af varmesystemer og nye ventilationsanlæg i lejlighederne.

Renoveringen vil gribe ind i beboernes hverdag, mens byggeriet står på. Derfor vil entreprenørerne blive bedt om at beskrive deres forventninger til samarbejdet med beboerne undervejs i processen, ligesom de skal kunne dokumentere erfaring med lignende projekter i deres endelige tilbud.

- Når vi skal vælge entreprenører til opgaven, lægger vi vægt på kriterier som arbejdets kvalitet og kandidaternes evne til at organisere arbejdet. Mens der renoveres, befinder beboerne sig i en sårbar periode, fordi håndværkerne rykker ind i deres private hjem og påvirker deres hverdag. Derfor er det vigtigt, at entreprenørerne kan tilbyde beboerne den tillid og respekt, som de fortjener, siger direktør Leif Jensen fra Boligforeningen Århus Omegn.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125