OPP-leverandør har aldrig betalt skat i Danmark
Attendo A/S, som er med til opføre et nyt OPP-plejecenter i Vonsild, har aldrig betalt skat i Danmark. Økonomichef afviser skattetænkning
Det multinationale selskab Attendo står i spidsen for OPP-projektet, som omhandler opførelse og drift af et nyt plejecenter i Vonsild i en periode på 20 år.
Den samlede kontraktsum ligger på mere end en halv mia. kroner. I konsortiet, som kommunen har indgået kontrakt med, deltager blandt andre Dansk Boligbyg A/S som totalentreprenør og rådgivningsvirksomheden Niras.
Af Attendos regnskaber fremgår det, at virksomheden ikke har betalt skat nogensinde, efter at virksomheden afleverede sit første regnskab for 1997. Grunden til, at virksomheden ikke har betalt skat, er ifølge regnskaberne, at virksomheden har haft underskud til og med 2010. I 2011 har virksomheden dog et overskud, men der er stadig ingen skattebetaling, da virksomheden må modregne tidligere tab.
Professor i Økonomi på Copehagen Business School (CBS) Søren Bo Nielsen vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men siger, at man generelt skal være på vagt over for multinationale firmaer, der ikke har betalt skat i mange år.
- Hvis der er underskud i over 14 år i træk, så bør alarmklokkerne ringe. Hvis det virkelig er et udtryk for, hvad det pågældende selskab kan bibringe hele koncernen i så lang en periode, så burde koncernen nok for længe siden have overvejet at lægge den afdeling ned. Når det ikke er sket, så må det næsten tages som om, at selv om skatteregnskabet ikke viser det, så bliver der alligevel oparbejdet et overskud, siger Søren Bo Nielsen.
Flere metoder
Ifølge Søren Bo Nielsen er der tre mekanismer, som multinationale virksomheder bruger, hvis de ønsker at flytte skattepligtig indkomst fra et højt beskattet til et lavt beskattet land. En af metoderne er transfer pricing.
- Transfer pricing snævert opfattet er et spørgsmål om at fastsætte priser på tjenesteydelser eller varer, hvis priser det kan være meget svært at fastsætte, og hvor man derfor har et vist manøvrerum til at sætte prisen i den nedre eller øvre ende af et interval afhængig af, hvad skattesatserne i de involverede lande dikterer, forklarer Søren Bo Nielsen.
På samme måde som man kan flytte skattepligtig indkomst fra land til land ved, at man leverer varer og tjenesteydelser på tværs af lande, men inden for den samme koncern, så kan man også have rentebetalinger inden for en given koncern:
- En enhed, som optræder som den interne bank i koncernen, den yder et lån til eksempelvis en dansk enhed. Det betyder, at man under visse betingelser har mulighed for nærmest selv at fastsætte rentesatsen, siger Søren Bo Nielsen og fortsætter:
- Hvis man sætter den meget højt, betyder det, at rentebetalingerne fra den danske enhed til den pågældende finansielle enhed bliver meget høje. Og det vil sige, at det danske selskabs skattepligtige indkomst bliver tilsvarende lav. Rentebetalingen kommer til at betyde så stort et fradrag, at der måske ikke bliver skattepligtig indkomst tilbage.
Afviser transfer pricing
Attendo afviser, at koncernen har spekuleret i skattetænkning.
- Vi har ikke betalt skat i Danmark, fordi vi ikke har tjent penge. De sidste par år har vi tjent penge, og de penge har vi så kunnet modregne i de tab, vi har gjort, under de første 15 år, vi har været i Danmark. Markedet har været hårdt, men vi er blevet ved med at tro på, at det vil vende, siger økonomichef i Attendo-koncernen, som har hovedsæde i Stockholm, Peter Lynel.
Han tilføjer, at Skat for to år siden gennemgik Attendos regnskabsbøger uden at have nogen anmærkninger. Ingen penge fra det danske selskab har ifølge Peter Lynel passeret landegrænsen:
- Vi gør alting efter den danske skattelovgivning, som vi kan gøre. Vi har ikke sendt nogen penge nogen steder hen. Alle penge er blevet i Danmark. Tværtimod har det svenske moderselskab sendt millionbeløb til Danmark for at kunne holde virksomheden i gang, siger han.
Skat i 2014
Attendo regner med at betale skat i Danmark i 2013 eller 2014:
- I 2013 tror jeg, at vi er kommet i en situation, hvor vi kan betale skat. Men samtidig har vi startet OPP-projektet, som måske vil betyde, at vi først er i stand til at betale skat i 2014. OPP-projektet er oprettet i et selvstændigt selskab, men hvis tingene ikke går, som de skal, kan vi komme i en situation, hvor vi må skyde penge ind det, siger Peter Lynel.
Kolding Kommunes borgmester, Jørn Pedersen (V), oplyser, at kommunen ikke var klar over, at Attendo aldrig har betalt skat i Danmark, men at EU-udbudsregulativerne ikke giver mulighed for at stille det som et krav, at der skal betales skat, i et udbud.