Byggeri skal på skoleskemaet
Nyt samarbejde i Herlev Kommune mellem skole og erhvervsliv skal sætte et større fokus på byggeuddannelserne
- Det er svært at overskue muligheder og vilkår, når man som 16-årig er klar til at forlade folkeskolen og skal vælge sig en bane i livet, og vi håber, at vi med dette initiativ kan styrke de unge i deres valg.
Det er adm. direktør Robert Mayer fra Jönsson a/s, der som initiativtager i samarbejde med Herlev Kommune og Herlev Byskole stiller skarpt på baggrunden for iværksættelse af et udviklingsprojekt, der over det kommende skoleår sætter byggeri og håndværk på skoleskemaet
- Som stor entreprenørvirksomhed med mange fag under eget tag har vi optimale muligheder for at give eleverne en dybgående introduktion til hverdagen og karrieremulighederne i byggeriet, og viften bredes yderligere ud via vort samarbejde JJW Arkitekter og ingeniørfirmaet Wessberg A/S, der deltager i projektet på sidelinjen, konstaterer Robert Mayer, mens viceskoleleder Helle Seliger fra Herlev Byskole supplerer:
- Det er et generelt problem, at mange elever i grundskolens afgangsklasser fravælger erhvervsuddannelserne til fordel for gymnasiet på grund af traditioner og manglende viden om de muligheder, erhvervsuddannelserne baner vej for.
Målrettet indsats
Uddannelserne inden for byggeri og håndværk skal i fokus gennem tværfaglige og projektorienterede undervisningsforløb kombineret med skemalagte besøg på virksomhedens byggepladser og værksteder.
- Målet er således dels gennem en målrettet indsats i grundskolens afgangsklasser at styrke elevernes viden om viften af erhvervsfaglige muligheder, dels gennem et målrettet samarbejde med Jönsson a/s og Teknisk Skole at give eleverne et helt konkret og selvoplevet indblik i byggeriets hverdag, og dels at optimere forløbet i de erhvervsfaglige uddannelser, så færre falder fra undervejs, siger Helle Seliger
Helle Seliger fortæller videre, at 20 elever fra skolens 8-klasser deltager i Young Skills, der er et udviklingsprojekt under folkeskolens målbeskrivelse "Fælles Mål" og omfatter cirka 100 skemalagte lektioner, og viceskolelederen pointerer, at også Teknisk UU-Nord deltager i projektet.
- Teknisk UU-Nord er ligesom virksomhederne nøglespiller i bestræbelserne på at gøre de faglige erhvervsuddannelser til et naturligt og attraktivt valg efter grundskolen, og det ligger i kortene, at vi som led i projektet også skal ind at se på selve opbygningen af de erhvervsfaglige uddannelser med henblik på at reducere et alt for stort frafald.
Øget viden
Helle Seliger karakteriserer i øvrigt Young Skills som et skoleeksempel på, hvordan Folkeskole, Teknisk Skole og virksomheder gennem en fælles og koordineret indsats kan styrke erhvervsuddannelserne og hjælpe de unge til en god start på arbejdsmarkedet en karakteristik, der bakkes op fra Skoleafdelingen i Herlev Kommune.
- Det gælder om at give de unge øget viden, så de kan træffe kvalificerede valg, og vi tvivler ikke på, at vi gennem Young Skills kan være med til at give de unge en bred viden om fagene, deres indhold og karrieremuligheder, så de både rammer den rigtige uddannelse i første forsøg og derefter gør uddannelsen færdig, konstaterer fagchef i Herlev Kommunes Skoleafdeling Lisbeth Møller Kristensen og understreger behovet for samarbejde om at styrke tilgangen til erhvervsuddannelserne.
Socialt ansvar
For Jönsson handler det også om at tage et socialt ansvar.
- Det handler om at træffe og fastholde et godt valg for sig selv og sit liv, men hvis man ikke ved, hvad fagene indeholder, kan man ikke træffe de rigtige valg, siger Robert Mayer og understreger nødvendigheden af samarbejde om at styrke tilgangen til erhvervsuddannelserne.
- Uddannelsen af vore unge er et fælles ansvar. Det kræver fælles indsatser i målrettede forløb, der involverer de unge i en tæt dialog. Ingen kan løfte opgaven alene.