Sociale klausuler giver lærepladser
Københavns Kommunes krav om lærepladser for at få kommunale ordrer virker efter hensigten
Det viser en opgørelser over de hidtidige erfaringer med brugen af sociale klausuler, som Københavns Kommune har foretaget. Siden den politiske beslutning i Borgerrepræsentationen i sommeren 2010 har anvendelse af sociale klausuler ved udbud resulteret i krav om 146 lærlingeårsværk - eller sagt på en anden måde lærepladser af et års varighed - hos kommunens entreprenører og leverandører. Og der er mange flere på vej - også i selskaber, hvor København er medejer.
Overborgmester Frank Jensen (S) er tilfreds med de foreløbige resultater.
- Vi kan se, at det virker med sociale klausuler. Allerede sidste år var der et reelt udbytte af, at vi nu er begyndt at arbejde med sociale klausuler i Københavns Kommune, siger han.
Med sociale klausuler har kommunen blandt andet stillet krav om 56 lærepladser i forbindelse med de omfattende renoveringsarbejder på en række af folkeskolerne samt 27 lærepladser ved arbejdet med at anlægge en ny Nordhavnsvej med tilhørende tunnel.
Ikke fordyrende
Både virksomheder og organisationer har i forbindelse med en evaluering af ordningen tidligere på året givet udtryk for, at brugen af sociale klausuler ikke er fordyrende og i øvrigt nem at administrere og kontrollere.
For at omfattes af sociale klausuler i Københavns Kommunes version skal et udbud være på samlet 10 mio. kroner eller have en lønudgift på minimum fire mio. kroner.
København vil udbrede brugen af sociale klausuler, så de også vil blive en del af udbudspolitikken i selskaber, som Københavns Kommune har indflydelse på. Således har Københavns Energi gennemført udbud med krav om to-fire lærlingeårsværk. Kommunen oplyser, at man forventer, at der kan stilles krav om 75-100 lærlingeårsværk ved udbuddet af det kommende ny forbrændningsanlæg i forbindelse med Amagerforbrændning. Opførelsen af multiarenaen Copenhagen Arena vil medføre krav om 21 lærlinge.
Et godt redskab
Anvendelse af sociale klausuler skiller vandene på arbejdsmarkedet. Arbejdsgiverne foretrækker frivillige aftaler, lønmodtager er tilhænger af den tvang, som følger med de sociale klausuler.
I forbindelse med finanslovsaftalen for 2013 er regeringen og Enhedslisten blevet enige om bløde formuleringer om, at statslige ordregivere skal overveje at bruge sociale klausuler. Tilsvarende lyder opfordringen til regioner og kommuner.
Overborgmester Frank Jensen mener imidlertid ikke, der er noget at være bange for, og han tøver ikke med at opfordre andre offentlige bygherrer til at følge i Købennhavns fodspor.
- Sociale klausuler er et rigtigt godt redskab, som jeg gerne vil opfordre andre kommuner, staten og regionerne til at bruge i højere grad. Det er en god måde at give flere unge mulighed for at gøre deres uddannelse færdig og skaffe langtidsledige i arbejde, siger Frank Jensen.
De sociale klausuler er kun én måde at skaffe flere praktikpladser. Kommunens økonomiudvalg har netop bekræftet, at Københavns Kommune selv opretter 1.496 praktikpladser i 2013, hvilket er det samme som i år. Desuden vil kommunen gennem partnerskaber med brancheorganisationer og virksomhedsopsøgende arbejde skabe 850 nye praktikaftaler inden 2016.