23948sdkhjf

Papiruld kommer under lup

Frankrig vil forbyde ammonium i papirisolering. Men ingen danske producenter bruger stoffet i deres produkter
Det særlige molekyle ammonium i papirisolering kan snart være fortid, hvis Frankrig får held med at forbyde ammonium i papirisolering.

Miljøminister Ida Auken (SF) finder det i orden, hvis Frankrig vil begrænse brugen af ammoniumforbindelser i papiruldsisolering på grund af risiko for, at stoffet udvikler ammoniak, som er ætsende, ved brand eller høj fugtighed.

Hun peger på, at når et EU-land mener, at brugen af et stof udgør en sundhedsrisiko, som det er nødvendigt at imødegå i det pågældende land, bør landet have mulighed for at begrænse brugen af stoffet, vel at mærke på betingelse af, at EU-reglerne overholdes.

Hun er samtidig af den opfattelse, at det hverken mindsker eller styrker Frankrigs mulighed for at begrænse brugen af ammoniumforbindelser i papiruldsisolering, at Danmark undlod at stemme ved behandlingen af Frankrigs anmodning.

Undersøgelse

Der er dog efter Miljøstyrelsens vurdering ikke grundlag for, at Frankrig kan fastlægge et nationalt forbud på baggrund af en sikkerhedsklausul, hvor en øjeblikkelig indsats er vigtig for at beskytte menneskers sundhed eller miljøet.

Det skyldes, at reglerne i EU’s kemikalielovgivning REACH ikke indeholder en specifik begrænsning af brugen af ammoniumfordelser.

Ministeren er endnu ikke parat til at indføre et lignende forbud i Danmark, men henviser til, at Frankrig vil undersøge, om brugen af stoffet udgør en uacceptabel risiko for menneskers sundhed i resten af EU.

- Hvis dette viser sig at være tilfældet, vil Frankrig lave et forslag til EU-regulering. Miljøstyrelsen vil løbende følge dette arbejde. Det bemærkes desuden, at Miljøstyrelsen ikke har kendskab til, at der er set den samme form for skader i Danmark på grund af ammoniumforbindelser i papiruldsisolering i Danmark, oplyser Ida Auken.

Ætsende på metal

Nu bliver et forbud i Danmark måske slet ikke aktuelt, idet adm. direktør Claus Skov fra Papiruld Danmark over for Licitationen - Byggeriets Dagblad oplyser, at han ikke kender til danske producenter af papirisolering, der bruger ammonium.

Ifølge Claus Skov er stoffet tidligere blevet brugt i hørisolering, men blev fjernet, da det blandt andet har den egenskab, at det, hvis det opfugtes, virker ætsende på metal.

- Derfor er det ikke et interessant stof, og papirisolering med ammonium betragtes i branchen som lavkvalitet. Men der importeres materialer fra det meste af Europa, og tidligere ved jeg, at et svensk produkt brugte ammonium. Der er ikke så mange, der fortæller, hvad de kommer i produktet, men det har Papiruld Danmark gjort i mange år. Vi frygter derfor ikke et eventuelt forbud mod anvendelse af ammonium i papirisolering. Jeg kan bortset fra prisen ikke se, hvorfor man skal bruge det stof, siger Claus Skov til Licitationen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11