Anlægsnyt
P-PLADSER - THISTED: Thisted Byråd har besluttet, at der kan etableres p-pladser på Allestræde/Nørregade i Thisted.
Som en sidegevinst til etableringen af parkeringspladserne, vil udkørselsforholdene fra Allestræde til Nørregade kunne forbedres.
Arealet henligger i dag som lettere tilgroet grusareal, og bliver primært brugt af de omkringliggende ejendomme til langtidsparkering. Der vil på arealet kunne etableres 15 p-pladser, og anlægsarbejdet vil kunne udføres primo 2013.
Det er planen at udbyde anlægsarbejdet i en indbudt licitation.
Byrådet har meddelt anlægsbevilling på 286.000 kroner.
HAVN - FREDERIKSHAVN: Forleden blev der holdt borgermøde om udvidelse af Frederikshavn Havn. Det er planen, at havnen skal udvides for op mod en halv mia. kroner.
Udvidelsen af Frederikshavn Havn omfatter en udvidelse af indsejlingen fra 93 m til 150 m og en forøgelse af vanddybden til minimum 12 meter.
De maksimale ydre rammer for havneudvidelsen omfatter 4,7 km nye ydermoler, med et baglandsareal på 330.000 kvm i første etape. Selve udførelsen af havneudvidelsen vil ske i etaper, og den første etape forventes at være klar i midten af 2016.
Myndighedsprocessen er sat i gang med en foroffentlighedsfase, der kører frem til 12. december. Processen omfatter også kommuneplantillæg, en vurdering af virkninger på miljøet og en ny lokalplan.
Kommune og havn samarbejder med Cowi om havneudvidelsen.
REGION HOVEDSTADEN
SOLCELLER - TAASTRUP: Plan- og Miljøudvalget i Høje-Taastrup Kommune har givet landzonetilladelse til et solcelleanlæg på terræn på Agrovej 4 i Taastrup.