Kolding risikerer at få et discount-sygehus
Licitationen på Kolding Sygehus er annulleret, fordi byggeriet viste sig at være mere end 150 millioner kroner dyrere end budgetrammen. Nu overvejes alternativer
Dén forudsigelse viser sig nu at holde stik. En af licitationerne på byggeriet er netop blevet annulleret, fordi de tre indkomne tilbud viser sig at være mere end 150 millioner kroner for dyre i forhold til den budgetramme, der var lagt for byggeriet.
Dyrere end ventet
- Det er da beklageligt, at det er gået sådan, men det undrer os meget, at det viser sig at være så dyrt. Derfor har vi nu valgt at annullere licitationen, så vi kan finde årsagen til de høje priser, og så iøvrigt overveje hvad vi så gør, siger projektchef i organisationen for Region Syddanmarks sygehusbyggerier, Poul Bisgaard til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Den løsning man valgte, var en løsning, hvor der skulle opføres et sengeafsnit henover et eksisterende byggeri, og det er det byggeri, som nu viser sig at være langt dyrere, end man troede det ville være.
Vil ikke kommentere
Totalrådgiver på projektet er det rådgivende ingeniørfirma Niras A/S, og her vil man ikke kommentere forløbet. Men hos bygherren siger Poul Bisgaard:
- Vi har valgt en totalrådgiver på projektet, som vi tror på, og vi har da også været overbevist om, at de targetpriser, som rådgiveren har lagt til grund for vurderingen, er rigtige. Men vi undersøger nu alle aspekter i sagen, og det gælder også targetpriserne, siger han til Licitationen.
Han indrømmer blankt, at det er kommet meget bag på bygherren, at de tre velrenommerede entreprenørselskaber, henholdsvis NCC, MT Højgaard og Hoffmann A/S, kunne skyde så langt over, som det er tilfældet. Deres priser lå ifølge Licitationen - Byggeriets Dagblads oplysninger mellem 522 og 544 mio. kroner.
Poul Bisgaard ønsker ikke at diskutere priserne, men forelagt de bekymringer, som Licitationens kilde for et år siden, civilingeniør og tidligere medlem af Klagenævn for Udbud, Niels Henriksen, fremlagde, siger han:
- Jeg håber da ikke, at I får ret.
Fakta er, at en så stor forskel mellem et skarpt tilbud og et budget er svært at hente hjem i forhandlinger, besparelser eller andre udbudsformer.
Ignorerede advarsler
Der var ellers dengang ikke mange rosende ord til overs for den kritik, der blev rejst i Licitationen af den måde, hvorpå man havde budgetteret:
Jeg vil gerne understrege, at projektet er gennemregnet - og det med særligt fokus på de ekstraomkostninger, der vil være ved at bygge ovenpå et eksisterende byggeri og de dermed øgede risici", sagde Peter Holm, Afdelingschef i Økonomi, Bygningsafdelingen, Region Syddanmark i Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Rammebudgettet er ifølge Licitationens oplysninger på 573 mio. kroner for det samlede byggeri. Udbuddet er totalt set opdelt i to hovedentrepriser henholdsvis råhus samt aptering og teknikentreprisen.
Det er således råhusentreprisen, der nu er annulleret. En kilde tæt på processen siger til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at der formentligt i de tre bydende entreprenørvirksomheder er brugt omkring en halv million kroner på at beregne tilbud - i hver virksomhed - og det er plus den tid, underleverandører og -entreprenører har brugt.
Spild af tid
Tankevækkende er det også, at der nu skal bruges tid hos bygherre og rådgiver for at ændre projektet med henblik på besparelser og at finde en eventuel ny entrepriseform, for eksempel fagentrepriser.
Bygherren ved projektchef Poul Bisgaard vil heller ikke kommentere, hvorvidt man så overhovedet får det sygehus, man havde regnet med.
Det var netop en af de betænkeligheder, Licitationen Byggeriets Dagblad for godt et år siden rejste, nemlig risikoen for, at man ikke får det sygehus man lagde ud med, men i stedet risikerer en discount-udgave.