23948sdkhjf

Politiske hyklere

- Stærk konkurrence er en vigtig forudsætning for øget vækst og produktivitet…

Med disse ord begrunder regeringen, hvorfor det er nødvendigt at stramme grebet yderligere i forhold til kartelmagere, som sætter konkurrence ud af billedet på det private marked med unfair midler. Nu skal de også kunne straffes med fængsel og ikke som tidligere "kun" med store bøder.

Lad det være slået fast med syvtommersøm – Licitationen har INGEN sympati for kartelmagere, der med unfair midler sætter sig ud over de markedsøkonomiske spilleregler.

Men vi tillader os at sætte spørgsmålstegn ved, om truslen om fængselsstraf er rimelig i forhold til lovovertrædelsens karakter. Indtil videre har de eksisterende regler reelt ikke fået en chance for at vise, om de er tilstrækkelige, og det kan virke som et udslag af en form for heksejagt, når regeringen nu farer ud med trusler om bål og brand.

Samtidig kan det slås fast, at det er udtryk for topmålet af politisk hykleri, når regeringen langer så kraftigt ud efter det private erhvervsliv, samtidig med, at den af al kraft forsøger at sætte konkurrencen ud af kraft i den offentlige sektor.

Når det gælder den offentlige sektor er der helt specielle spilleregler, og der gælder det åbenbart ikke, at "stærk konkurrence er en vigtig forudsætning for øget vækst og produktivitet".

Den tidligere regering havde meget fornuftigt, i samarbejde med Kommunernes Landsforening, fastlagt nogle mål for og krav til, hvor stor en del af de kommunale opgaver, der skulle konkurrenceudsættes, og det var såmænd nogle meget begrænsede krav på sølle 31,5 procent i 2015.

Dermed kunne den offentlige sektor også fremover fastholde sin position som Danmarks stærkeste monopolforetagende med en meget lang række skatteyderbetalte ydelser, der ikke må udsættes for noget så ubehageligt som konkurrence.

Men selv det var for skrap kost for en regering med deltagelse af "arbejderpartierne" S og SF, der i øvrigt havde en gammel "gæld" at indfri fra den seneste kommunale valgkamp, hvor venstrefløjspartierne modtog store valgkampbidrag fra fagbevægelsen med den udtrykkelige betingelse, at man skulle standse yderligere udlicitering og helst indlicitere allerede udliciterede ydelser.

Licitationen hilser det velkomment, at kontrollen med karteldannelse skærpes, men det er hyklerisk, når skærpelsen foretages af en regering, der i praksis, når det gælder den offentlige sektor, direkte bekæmper konkurrence. Det viser desværre, at i politik er dobbeltmoral "dobbelt så godt som moral".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078