Ulykker er i fokus på Jyllandsringen
Mange ulykker sker på de kommunale landeveje, men hvad er årsagen? Det kommer i fokus på Trafiksikkerhedsmessen, som afholdes på Jyllandsringen i morgen
På en enkelt strækning er der på bare fem km i 2010 registreret 15 personskader og 26 materielskader ifølge Vejdirektoratet. Totalt er der gjort 75 bemærkninger om fejl og mangler på 35 km vej i Aarhus Kommune, og disse fejl og mangler har alle betydning for færdselssikkerheden.
Undersøgelsen er gennemført af Dansk Vejforening i 11 udvalgte kommuner, hvor man har undersøgt de kommunale landeveje, og den offentliggøres på Trafiksikkerhedsmessen, som Brancheforeningen for Trafiksikkerhed og Vejservice afholder på Jyllandsringen i morgen.
Høj hastighed
Aarhus Kommune har taget undersøgelsens konklusioner til sig, men kommunen er ikke enig i alle konklusionerne.
Den er dog uafhængigt af analysen i gang med at løse en række sikkerhedsmæssige problemer på de kommunale landeveje.
Dansk Vejforening understreger da også, at man ikke nødvendigvis kan sætte lighedstegn mellem de påpegede fejl og mangler og antallet af trafikulykker.
- Høj hastighed er stadig den mest almindelige årsag til ulykker, så hvis en landevej for eksempel indbyder til for høj hastighed, kan der opstå mange ulykker, uanset hvor god stand vejen er i, siger sekretariatschef Søren Bülow fra Dansk Vejforening.
Tegner til en succes
Det er anden gang, at Brancheforeningen for Trafiksikkerhed og Vejservice afholder Trafiksikkerhedsmessen, som umiddelbart tegner til at blive en succes.
Antallet af udstillere er mere end fordoblet - fra 14 til 31 virksomheder, og antallet af besøgende kan meget vel runde 800 mennesker.
De besøgende forventes at komme dels fra Vejdirektoratet, men også repræsentanter fra entreprenørvirksomhederne og landets kommuner forventes at finde vej til Jyllandsringen ved Silkeborg.
Licitationen - Byggeriets Dagblad sætter i dette temanummer af Anlæg, Infrastruktur & Forsyning fokus på Trafiksikkerhedsmessen, hvor sikkerheden ved vejarbejder også kommer i fokus.