Ny struktur hos anlægsgartnerne
Når Danske Anlægsgartnere her over middag mødes til delegeretmøde på Hindsgavl Slot i Middelfart, bliver det måske det sidste af slagsen. En ny struktur er nemlig undervejs
I fortsættelse af brancheorganisationens flytning fra Frederiksberg til Håndværkets Hus, hvor man sidder sammen med Dansk Håndværk, vil man nu ændre strukturen fra delegeret-systemet til generalforsamlingssystemet.
Det er der flere grunde til.
- Der kan jo siges for og imod begge systemer, men det, der er vigtigt, i denne sammenhæng er, at vi bliver mere effektive og finder de synergier, som vi kan få ud af vores flytning. Det kræver blandt andet en hurtigere beslutningsproces, og det får vi ved at ændre det til generalforsamlingsprincippet, siger formanden for Danske Anlægsgartnere, Ejvind Røge til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Vi har behov for en lidt bedre manøvredygtighed, og qua at man på en generalforsamling vælges med et kommissorium, et råderum at arbejde inden for, betyder det, at beslutningsprocessen er hurtigere, fordi man ikke skal tilbage i baglandet for at stemme af hver gang, forklarer Røge.
Gået hurtigt
Hele processen med flytning og implementering hos Dansk Håndværk er gået langt hurtigere, end man havde regnet med.
- Det har krævet en kæmpeindsats fra medarbejdernes side, men nu kan vi se, hvor det bevæger sig hen, tilføjer han.
Det har også været en dyr proces, som har sprængt budgettet, men det er ifølge formanden blot udgifter, der er kommet hurtigere end beregnet, fordi sådan en proces er svær at tilrettelægge helt ned i detaljen.
- Vi stiler mod at komme med en reduktion i kontingentet om to år, så vi skal finde de nødvendige synergier, siger han. Organisationen er blevet slanket med fire medarbejdere, da man har lagt nogle funktioner sammen og deler flere funktioner med Dansk Håndværk. Det gælder for eksempel byggejura, ansættelsesret og arbejdsmiljø/miljø.
Som resten af erhvervslivet har anlægsgartnerbranchen også været mærket af krisen.
- Konkurrencen er benhård. De store entreprenører lugter blod, når der skal løses større opgaver og de skal entrere med underentreprenører, eller når de går ind i direkte konkurrence.
Der er ikke længere rigtigt noget der hedder gentleman-aftaler. Især de lidt større aktører har rimeligt med arbejde, mens de små har svært ved at tjene penge.
- Men det er sådan set ikke noget vi piver over. Vi betragter det ikke længere som krise, men som en ny normaltilstand, siger han til Licitationen.
Branche i bedring
Generelt mener han dog at det går væsentligt bedre, end det har gjort - også i den grønne sektor.
Der er klare mål for arbejdet i brancheforeningen. Danske Anlægsgartnere vil være det stærkeste grønne brand og garant for indflydelse og fair markedsvilkår for erhvervsdrivende i den grønne sektor.
Danske Anlægsgartnere sikrer medlemmerne lige konkurrenceforhold og et professionelt netværk i den grønne sektor gennem den bedste og mest kompetente sparring om grøn faglighed, kompetent rådgivning, kvalificeret medlemssupport og branchepolitisk slagkraft.