Vejarbejdere: Stadig usikre på trods af kampagner
De mange kampagner om at køre forsigtigt ved vejarbejder har haft en effekt, men bilisterne skaber fortsat usikkerhed for de udførende
Tirsdag før påske var politiet atter i aktion med sin foto-vogn ved et stort vejarbejde, og igen blev bilister taget i at blæse på vejarbejdernes sikkerhed.
Denne gang var det på motorvejen ved Skærup syd for Vejle, hvor Vejdirektoratet lige nu udvider motorvej E45 til seks spor. Men det er tilsyneladende med fare for liv og lemmer, at vejarbejdere udfører deres arbejde.
På fem timer tog politiet ifølge TV2 Syd 175 fartsyndere, hvor den højeste fart blev målt til 114 km i timen på en strækning, hvor der er indført en hastighedsgrænse på 80 km i timen.
Og det er dobbelt så mange syndere som for to uger siden, hvor 81 bilister blev taget i politiets fartkontrol på samme strækning.
Stadig rystede
Noget kunne altså tyde på, at de mange kampagner, som løbende kører på landets veje om at tage hensyn til vejarbejderne, ikke virker, men det er en sandhed med modifikationer, mener Asfaltindustriens adm. direktør, Anders Hundahl.
- Kampagnerne har en effekt, for vi kan konstatere, at antallet af ulykker ved vejarbejder er faldende. Men det bliver bare oplevet anderledes hos vores medlemmer. For de ansatte oplever stadig en stor usikkerhed, så det er en modsatrettet tendens. De bliver jo stadig rystet, når en stor lastbil kører meget tæt på dem eller bliver kede af det, når der bliver råbt af dem. Derfor er det så utroligt vigtigt, at der kommer fokus på sikkerheden ved vejarbejder, og at vi har et trygt og godt arbejdsmiljø hos vore ansatte, siger Anders Hundahl.
Vedholdent fokus
Han er derfor også glad for, at Brancheforeningen for Trafiksikkerhed og Vejservice igen i år sætter fokus på sikkerheden ved vejarbejder på Trafiksikkerhedsmessen, der afholdes i morgen på Jyllandsringen.
For der skal holdes et vedholdent fokus på vejsikkerheden. Også for landets vejarbejder.
- Vi (Asfaltindustrien, red.) har formået at få det på dagsordenen, og derfor er det også så godt, at messen bliver afholdt, siger Anders Hundahl, som også glæder sig over, at repræsentanter fra flere kommuner deltager på Trafiksikkerhedsmessen.