Elevråd tog kampen op med toilettet
Toiletforholdene på mange kommunale skoler er så uhumske, at eleverne ikke har lyst til at bruge dem. Eleverne på Amager har selv taget affære for at få nye toiletforhold på deres skole
En undersøgelse fra Dansk Center for Undervisningsmiljø fastslår for eksempel, at tre ud af 10 elever i den danske folkeskole hellere vil holde sig, end at benytte skolens toiletter
Men pengene til renovering af folkeskolens toiletfaciliteter er få. Derfor har elevrådet på Pilegårdsskolen på Amager søgt og vundet Hygiejnelegatet, og har nu fået installeret nye toiletfaciliteter til en værdi af 50.000 kr. Hygiejnelegatet er det første af sin slags i Danmark, og blev stiftet af leverandøren af vand- og sanitetsinstallationer Viega A/S i 2010.
- Vi indstiftede Hygiejnelegatet for at skabe bedre toiletforhold for eleverne på landets offentlige skoler. De ansøgninger, vi får, er ofte skrevet af skolens elevråd og både de, og de mere end 26.000 unge på vores Facebookside, fortæller os, at der ikke sker nok på området. Vi mener, at skoleeleverne har krav på ordentlige toiletforhold, fordi det skaber bedre trivsel og sundhed - og dermed færre sygedage, fastslår Peter Kvetny, pressechef hos Viega A/S.
Bedre hygiejnepolitik
Pilegårdsskolen glæder sig over at have fået nye, hygiejniske toiletfaciliteter.
Viega A/S har i år valgt at give skolen på Amager det nye toilet, fordi skolens elevråd aktivt er gået ind i kampen for et bedre toiletmiljø. Mange af skolernes elever mente nemlig, at toiletfaciliteterne var for uhumske, til at de havde lyst til at benytte dem.
- Vi har haft stor fokus på hygiejnen på vores skole. Alligevel havde mange elever ikke lyst til at gå på toilettet i skoletiden. Det nye toilet er et af skridtene på vejen til en bedre hygiejnepolitik på Pilegårdsskolen, fortæller Sarah Munksø Lauridsen, der er elevrådsformand på Pilegårdsskolen.
Bedre trivsel
Pilegårdsskolens elever har fået et "intelligent" toilet, som er vand- og energibesparende og er installeret med berøringsfri flader.
Det betyder, at eleverne ikke behøver røre ved noget, når de skyller ud, eller vasker og tørrer hænder. Derved bliver skolens hygiejne forbedret og risikoen for at eleverne smitter hinanden nedsættes.
Hygiejnelegatet er Danmarks eneste af slagsen og har til formål at forbedre toiletforholdene i offentlige institutioner.
Legatet indebærer en renovering af et helt toilet med hygiejnisk rigtige løsninger, som for eksempel væghængt toilet med berøringsfri betjeningsplade, samt et intelligent skyllesystem, der reducerer ophobning af sundhedsskadelige bakterier i drikkevandet.
En løsning der helt enkelt hjælper til bedre hygiejne og derved større trivsel for både elever og personale.