23948sdkhjf

Stort potentiale i ny PCB-sanering

Virksomhederne bag ny miljøvenlig sanering af bly og PCB ser et kæmpe potentiale
Potentialet er enormt, og der er store gevinster for både arbejdsmiljøet og det ydre miljø - og i sidste ende formentlig for de involverede virksomheder.

J. Jensen A/S og Omø A/S har fået patenteret en ny revolutionerende måde at fjerne PCB og bly på overflader.

- Det vil simpelthen revolutionere dansk miljøsanering, mener Kim Østergaard, marketingchef hos J. Jensen.

- Der er kun fordele. Der er tale om et lukket kredsløb, så vi ikke forurener omgivelserne, der er mindre forurenet affald, der skal deponeres, og så forbedres arbejdsmiljøet i kraft af mindre støv og støj, siger Kim Østergaard.

Eget udviklingsarbejde

Basis for den ny saneringsmetode er svampe produceret af syntetisk gummi. De absorberer de miljøskadelige stoffer og kan genanvendes omkring 20 gange. Svampene er udviklet i USA og er oprindelig tiltænkt skibsindustrien. Resten af anlægget er udviklet i samarbejde mellem J. Jensen og Omø.

Samarbejdet blev indledt for omkring halvandet år siden, og parterne har siden investeret omkring 2,5 mio. kroner alene i materialer. Siden er der sket udviklingsarbejde og afviklet en række pilotprojekter, hvor der er fjernet børnesygdomme, som det udtrykkes.

- Det er udtryk for, at vi tror på ideen og at der er et enormt potentiale, siger Ralph Nielsen, direktør i Omø.

Han var ikke i tvivl om at gå med i samarbejdet, da J. Jensen henvendte sig, idet virksomheden bygger på samme tankegang som Jensen. Begge er miljø- og arbejdsmiljøcertificeret.

Verdenspremiere

De to virksomheder præsenterede forleden deres nye anlæg ved en såkaldt verdenspremiere på J. Jensens adresse i Lynge i Hillerød Kommune.

Når de med stolthed og uden fare for spionage har kunnet præsentere hele processen og deres anlæg for en miljøinteresseret omverden skyldes det, at de har fået patenteret anlægget i Danmark.

- Vi bliver med andre ord uden konkurrence på denne miljøvenlige metode. Det giver naturligvis et ekstra potentiale, mener Ralph Nielsen.

Stort potentiale

Metoden med blæsning med svampe i stedet for sandblæsning indebærer et minimum af støv. Det kan afgrænse arbejdsområdet og betyder, at hele bygningskomplekser ikke skal lukkes i forbindelse med en miljøsanering.

- Det gør det væsentligt nemmere at etapeopdele en miljøsanering, og det betyder, at dele af en bygning kan forblive i drift. Det har stor betydning, hvis vi for eksempel snakker om renovering af en skole eller hospital, som man ikke bare kan lukke helt. Her ser vi et kæmpe potentiale, vurderer Kim Østergaard.

I virksomhederne forventes det, at miljøsanering med den såkaldte sponge-jet metode kan gøres hurtigere end ved traditionelle metoder. Prisen forventes at kunne matche traditionel miljøsanering, ikke mindst på grund af mindre mængder affald, der skal til deponi.

Fortidens synder

Med til verdenspremieren var Hillerøds borgmester Kirsten Jensen (S), der glæder sig over, at det er en virksomhed med adresse i Hillerød, der står bag udviklingen.

- Men vigtigst er det, at vi på en skånsom måde kan gøre noget ved de problemer, som følger med de materialer, der engang er anvendt, når vi byggede. Vi er i gang i Hillerød med at renovere et par skoler for asbest og PCB. Nogle af giftstofferne kan måles i hverdagen, og det kan vi naturligvis ikke lukke øjnene for. Derfor er det en god nyhed, at I har udviklet en ny måde at fjerne skidtet på med omtanke, siger borgmesteren.

Borgmesteren udtrykte afslutningsvis et lønligt håb om, at man nu og i fremtiden bygger på en måde, der ikke efterfølgende skaber miljøproblemer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095