Anlægsnyt
natur - fejø: I 17 år har sydspidsen af Fejø, Avernakke, ikke været afgræsset, og det betyder, at uønskede dele af naturen har taget overhånd.
Derfor arbejdes der nu med et genopretningsprojekt, som skal give naturen på Avernakke ny kvalitet både for fugle, dyr og mennesker, skriver Lolland-Falster Folketidende.
Lolland Kommune bakker op om planerne, men alle formaliteter skal være jpå plads, og for at igangsættet et projekt på fælles jord, kræves en lodsejerforening.
REGION MIDTJYLLAND
vejarbejde - resenbro: Resendalvej mellem Gødvad og Resenbro er så farlig at køre på, at vejen nu skal udvides med plads til cykelstier og med en ny bro over Gudenåen, skriver Midtjyllands Avis.
Silkeborg Byråd sendte lige inden årsskiftet et projektforslag om modernisering af vejen i høring. Forslaget er i høring frem til 30. januar, og der holdes borgermøde om projektet den 22. januar.
Forslaget omfatter en strækning på 1.700 meter fra den gamle grusgrav ved Gødvad til Skærbækvej i Resenbro.
NATURFITNESS - FARRE: Med en bevilling på 82.222 kroner fra Landsbyrådet i Favrskov Kommune er Farre Kultur og Idrætsforening klar til at kunne anlægge en naturfitnessbane og en multibane på Farre Stadion, skriver Midtjyllands Avis.
Tidligere har LAG Favrskov bevilget 225.000 kroner til de to projekter, og også Lokale- og Anlægsfonden bidrager til projektet. Fonden giver et tilskud på 115.000 kroner.
Endelig skyder foreningen selv 150.000 kroner i projektet.
Arbejdet sættes i gang til foråret, så snart jordbunden på stadion er klar til det.
GENBRUGSPLADS - VOEL: Genbrugspladsen i Gjern nedlægges og flyttes til Voel, skriver Midtjyllands Avis.
Det planmæssige grundlag ventes at være på plads til sommer, og når arealet så efterfølgende er blevet erhvervet, kan arbejdet med etablering af den nye genbrugsplads sættes i gang.
TRAFIK - HORSENS: Horsens Kommune vil forbedre de trafikale forhold i krydset mellem Bollervej og Bjerrevej, hvor der ofte er meget trafik.
Der arbejdes med forskellige ideer til forbedring, blandt andet er to nye svingbaner på tegnebrættet. Trafik- og Vejafdelingen regner med, at trafikforholdene i krydset kan forbedres for under en halv mio. kroner.
BYGGEMODNING - SKJERN: Ringkøbing-Skjern Kommune vil udstykke 98 nye byggegrunde fra Oldagergård vest for campingpladsen i Skjern.
Her skal to renseanlæg for enden af Birkvej rives ned, hvorefter de første 45 af de nye byggegrunde byggemodnes.
For tiden råder Ringkøbing-Skern Kommune over 205 ubebyggede grunde, som er sat til salg.