Tømrerfirma udvider ejerkreds
Afdelingsdirektør Ole Rasmussen indtræder i ejerkredsen bag Raunstrup Tømrer, Aarhus
- Det er en del af koncernens strategi, at vores afdelingsdirektører er medejere af deres egen afdeling, og med Ole Rasmussens indtræden er det nu tilfældet i fire af vores afdelinger, siger adm. direktør for Raunstrup Søren Kristensen og fortsætter:
- Vores afdelingsdirektører har afgørende indflydelse på de strategiske beslutninger, og vi ser medejerskab som den bedst tænkelige motivation for at skabe gode resultater.
Hårdt marked
Ole Rasmussen, 51 år, kom til Raunstrup med et stort lokalkendskab og en solid ledererfaring fra tidligere stillinger i byggebranchen.
- Der er ikke langt fra tanke til handling. Det er en fleksibel og kompetent organisation, som gør, at vi er meget omstillingsparate, fortæller Ole Rasmussen.
Også Raunstrups ambition om, at en stor del af omsætningen skal komme fra faste kunder, passer fint med Ole Rasmussens egen forretningsfilosofi.
- Rammeaftaler og servicearbejde for faste kunder har altid været vores platform, og den bliver blandt andet i kraft af dygtige medarbejdere og fokuseret strategi løbende udbygget, fortsætter han.
Fremover skal der da også være fokus på en større målretning af virksomheden og aktiviteterne.
- Et centralt element i vores fremtidige udvikling er en øget fokus og målretning af virksomheden og af aktiviteterne. Derfor fokuserer vi udelukkende på de opgaver, som vi mener, at vi er blandt de bedst egnede til at løse, og det betyder meget både for os, vores samarbejdspartnere samt i særdeleshed for vores kunder, forklarer Søren Kristensen.
Raunstrup har hovedkontor i Aarhus og afdelinger i Randers, Vejle og Silkeborg og koncernen har cirka 160 medarbejdere.