23948sdkhjf

Forskningscenter ser på bæredygtighed

En tværfaglig forskergruppe har indviet en af de hidtil største danske satsninger inden for bæredygtig omstilling
45 forskere ved det nye Center for Design, Innovation og Bæredygtig Omstilling (DIST) på Aalborg Universitet København skal være med til at bane vej for en bæredygtig omstilling af samfundet i samarbejde med en række aktører.

Det nye forskningscenter vil blandt andet arbejde med design og innovation af produkter og processer, som fremmer målet om at skabe sociale, organisatoriske, politiske, tekniske og institutionelle forandringer, der kan modvirke truende klima- og miljøeffekter.

Omstillingen til et mere bæredygtigt samfund kræver, at virksomheder, kommuner og græsrødder i samfundet bliver i stand til at handle på nye måder. Forskerne i centret har derfor en vision om at udvikle forståelser og fremgangsmåder, som gør det muligt for de mange forskellige aktører at tilrettelægge omstillingen.

En del af arbejdet er et forskningsbaseret uddannelsesprogram, hvor der undervises i bæredygtighed via en tværfaglig kombination af ingeniørvidenskab, design, humaniora og samfundsindsigt.

Meget står på spil

Ifølge centerlederen, professor Ulrik Jørgensen fra Institut for Planlægning, står der meget på spil

- Samfundets vækst og velfærd har bygget på en omfattende udnyttelse af naturressourcer og energi for at skabe basis for det aktuelle forbrug. De seneste årtier er også den internationale arbejdsdeling med udflytning af arbejdspladser og miljøproblemer blevet en del af “motoren" bag væksten – en vækst, som ikke kan fortsætte på denne måde. Der er behov for nye visioner for at sikre samfundets videre udvikling. Vi kan som forskere være med til at give nogle svar på, hvad vi som samfund stiller op, nu hvor mekanismerne bag den hidtidige vækst har overlevet sig selv. Det traditionelle fokus alene på konkurrence, forbrug og innovation kan ikke løse disse problemer, der skal en større omstilling med fokus på bæredygtighed til, siger Ulrik Jørgensen.

Fagligt bredt

Holdet bag centret er fagligt bredt sammensat med ingeniører, planlæggere, designere, etnologer, psykologer og økonomer.

De kommer til at arbejde tæt sammen med eksterne samarbejdspartnere. For eksempel nogle af de kendte større danske virksomheder som Novozymes, Grundfos og Danfoss, men også en lang række mindre virksomheder samt kommuner og organisationer, der har arbejdet for en omstilling mod mere bæredygtig tilrettelæggelse af produktion, forbrug og transport.

Der ligger i den sammenhæng en stor opgave i at støtte og overbevise politikerne om nødvendigheden af forandring. Den faretruende udvikling i klodens klima ser centerleder Ulrik Jørgensen som et udtryk for, at der hverken nationalt eller internationalt gøres nok for reelt at fremme en bæredygtig omstilling.

- Det er jo årtier siden, at der blev peget på behovet for en mere bæredygtig udviklingsstrategi, men der er ikke sket tilstrækkeligt. I de senere år er der igen en tendens til, at bæredygtighed ses som kontrast til udvikling baseret på økonomisk vækst. Men det at fremme en bæredygtig omstilling er ikke en “luksus", som vi ikke har råd til midt i en omfattende økonomisk krise, siger Ulrik Jørgensen.

Alternativ til vækst

Han mener, at der snarere er tale om et nødvendigt alternativ til en vækst, der bygger på ulighed og ressourcemæssig rovdrift, altså en omstilling i den måde som samfundet tilrettelæger produktion og forbrug.

- Allerede i 1970’erne viste de første krisetegn sig, men der blev alligevel skabt en fornyet vækst baseret blandt andet på en øgning af forbruget af energi og på en øget udflytning af produktion. Udfordringen er nu, hvordan vi får gennemført en omstilling, som skaber et nyt grundlag for vækst - ikke vækst i klassisk økonomisk forstand, men vækst som et forbedret livsvilkår for mennesker, understreger Ulrik Jørgensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094