Isoleringsvirksomhed tabte sag om navnestrid
En tvist mellem to firmaer om rettighederne til at bruge navnet Isolerings Gruppen har været for Sø- og Handelsretten.
Isolerings-Gruppen Odense A/S sagsøgte F.I.G. Gruppen for at bruge Isolerings Gruppen som firmabetegnelse og forretningskendetegn og krævede 100.000 kroner plus renter fra august sidste år i erstatning.
Isolerings-Gruppen Odense har ikke registreret navnet som varemærke hos Patent- og Varemærkestyrelsen, men vandt sagen alligevel. Selv om firmanavnet indeholder ordet Odense, kalder virksomheden sig kun for Isolerings-Gruppen til daglig.
- Retten finder, at der foreligger dokumentation for en så omfattende og vedvarende indarbejdelse, at kendetegnene herved har opnået fornødent særpræg og har opnået beskyttelse som varemærke for denne virksomhed, hedder det i dommen.
På den baggrund har retten vurderet, at Isolerings-Gruppen Odense har eneret til varemærket Isolerings-Gruppen. Erstatningsbeløbet ligger dog betydeligt under det, som Isolerings-Gruppen Odense krævede.
F.I.G. Gruppen Danmark skal betale 25.000 kroner plus renter til Isolerings-Gruppen Odense samt betale 15.000 kroner i sagsomkostninger. Ud over at betale erstatningskravet er isoleringsvirksomheden blevet idømt at stoppe med at benytte navnet Isolerings Gruppen og slette binavnene Isolerings Gruppen Sjælland, Isolerings Gruppen Fyn og Isolerings Gruppen Sjælland fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register.
Brugt navn i 33 år
Isolerings-Gruppen Odense har eksisteret siden 1979 og har siden dengang anvendt navnet i telefonbøger, annoncer og lignende.
I retten fremlagde firmaet blandt andet en annonce fra Fyns Stiftstidende fra 1981, en reklamekalender fra 1988 og diverse kundefakturaer som dokumentation for, at man altid har anvendt navnet som firmabetegnelse og kendetegn.
Frederik Glob, som står for F.I.G. Gruppen Danmarks daglige drift, fortalte i retten, at virksomheden kun markedsfører sig via internettet, og at firmanavnet Isolerings Gruppen Danmark blev valgt, så virksomheden kunne have mindre forretninger rundt omkring i landet med områdenavne som binavne.
Skældt ud af kunder
Isolerings-Gruppen Odense isolerer med glasuld, hvorimod F.I.G. Gruppen Danmark bruger flamingo og papiruld.
Den sagsøgte virksomheds advokat Kristian Holte fra Klar Advokater argumenterede i retten for frifindelse og sagde, at Isolerings-Gruppen Odense ikke kan forvekles med Isolerings Gruppen Danmark, da stednavnet har betydning og adskiller virksomhederne fra hinanden.
Derudover argumenterede han for, at sagsøger ikke har lidt noget tab, da hans klient først etablerede sig i 2010 og kun havde en omsætning fra udefrakommende kunder på 30.000 kroner i det pågældende år.
Ifølge Isolerings-Gruppen Odenses ejer, Kurt Adamsen, blev han opmærksom på, at et andet firma brugte hans virksomheds navn, da han modtog opkald fra kunder, der skældte ud over ikke at have modtaget bestilte tilbud.
Det viste sig, at der var tale om tilbud bestilt hos F.I.G. Gruppen Danmark. Frederik Glob oplyste, at han og hans kontordame ligeledes har fået henvendelser fra kunder, der forvekslede dem med Isolerings-Gruppen Odense.
F.I.G. Gruppen Danmark har ikke ønsket at kommentere sagen over for Licitationen - Byggeriets Dagblad, men virksomhedens advokat Kristian Holte oplyser, at sagen ikke er anket endnu.
Isoleringsvirksomheden har i alt fire uger til at beslutte, om sagen skal ankes.