23948sdkhjf

Afløbsgigant meldt til politiet

Unidrain politianmeldt for overtrædelse af markedsføringsloven
“Ny alt i én-løsning fra Unidrain tilgodeser det danske gør-det-selv-folk."

Sådan indleder Unidrain A/S, som er en stor producent af gulvafløb til brusenicher, en annonce, som man kan finde trykt i forskellige aviser, og som har været offentligtgjort som pressemeddelelse på virksomhedens hjemmeside.

Annoncen vildleder forbrugeren og giver indtryk af, at man selv må installere afløbet, mener indehaverne af nyheds- og videndelingsportalen inden for afløbsområdet, Vand og Miljø. Derfor indgav indehaverne en politianmeldelse til Nordjyllands Politi i slutningen af sidste uge.

- Ifølge loven må man ikke installere gulvafløb selv. Det skal man have autoriserede kloakmestre eller vvs’ere til at gøre. Når Unidrain målretter annoncen til gør-det-selv-folket, så er det efter vores opfattelse en overtrædelse af markedsføringsloven, da den vildleder forbrugeren, siger Anders Risager, der er medejer af Vand og Miljø og indehaver af Aalborg Kloak- og Entreprenørfirma A/S, og fortsætter:

- Når man vildleder folk til at tro, at de selv kan udføre arbejdet, ser vi det som en meget alvorlig sag, da man som privatperson kan risikere at få en bødestraf, hvis man selv installerer eller får andre til at udføre installationer, der kræver autorisation.

I reklameteksten, som beskriver en ny sampakløsning, er ord som ‘handyman’, ‘gør-det-selv-folket’ og ‘gør-det-selv-forbrugeren’ nævnt flere gange, og det giver et indtryk af, at det er et produkt, man som forbruger selv kan installere, er Vand og Miljøs påstand.

Det er en overtrædelse af markedsføringslovens § 3 stk. 1 og 2, som Unidrain er anmeldt for.

Her står der blandt andet:

“Erhvervsdrivende må ikke anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige informationer, såfremt dette er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd på markedet."

Fjernet fra hjemmeside

Unidrain havde ikke kendskab til politianmeldelsen, da Licitationen - Byggeriets Dagblad forelægger virksomheden sagen. Unidrain beklager, hvis reklameteksten har rejst spørgsmål i forhold til installation og tilslutning af vvs-artikler.

- Det har aldrig på noget tidspunkt været vores hensigt at vildlede forbrugerne i forhold til markedsføringsloven. Unidrain A/S beklager de misforståelser, som pressemeddelsen “Gør-det-selv-folket får en hjælpende hånd" kan have forårsaget, siger marketingschef Thomas Skov Simonsen. Han meddeler desuden, at pressemeddelsen straks er blevet fjernet fra Unidrains hjemmeside.

Thomas Skov Simonsen forklarer, at det på intet tidspunkt har været hensigten at vildlede forbrugeren og give et indtryk af, at tilslutningen ikke skal foretages af en autoriseret vvs-installatør.

- Målet med at lancere Undrain sampak har ene og alene været tænkt som et logistisk tiltag for at lette korrektheden i at samle de mange kombinationsmuligheder, siger han.

Ikke set lignende før

Vand og Miljø er overrasket over, at en så stor spiller på gulvafløbsmarkedet ikke har gjort det klart i annoncen, at man ikke selv må installere afløbene:

- I byggemarkeder har vi af og til set lignende reklamer, der henvender sig til gør-det-selv-folket, selv om arbejdet ikke må udføres af private, men vi har ikke tidligere oplevet, at en producent på den måde målretter et produkt, som kræver autoriseret arbejde, til gør-det-selv-forbrugeren, siger Anders Risager.

Hvis Unidrain findes skyldig i overtrædelse af markedsføringslovens paragraf tre, vil straffen være en bødestraf.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094