Ny skole med newyorkerstemning
Ny skole til mere end en kvart mia. kroner i Aarhus Midtby nu endeligt vedtaget
Nu kan arbejdet så gå i gang, idet der undervejs har været afholdt projektkonkurrence, og i januar i år udpegede en dommerkomite blandt fem prækvalificerede det endelige vinderprojekt. Det har Hoffmann A/S som entreprenør, mens GPP Arkitekter og Henning Larsen Architects har tegnet.
Den ny skole skal erstatte to folkeskoler indrettet i gamle og utidssvarende lokaler. En af de gamle skoler rives ned i forbindelse med nybyggeriet, som beskrives som kompakt og dermed levner god plads til grønne arealer.
Frederiksbjergbyggeriet bliver et stort børne- og ungemiljø, der ud over skole også skal rumme dag- og fritidstilbud. Projektet åbner sig imod omgivelserne med sport, boldbure og newyorkerstemning vendt mod Ingerslevs Boulevard og god plads til Skolemarkens varierede grønne arealer bag byggeriet, hedder det i beskrivelsen.
Skolen på terrasserne
Hoffmanns vinderprojekt giver mulighed for bevægelser på alle planer inde og ude.
Vinderprojektet har af Hoffmann A/S fået arbejdstitlen Skolen på terrasserne." Byggeriets omgivelser gentænkes og bevarer alligevel de særlige værdier, der præger dem nu. Overalt i byggeriet vil der være stor synlighed og dynamik, hvor børnene kan følge med i hinandens liv.
- Skolen på terrasserne er inkluderende med uendelige muligheder for bevægelse, hvor børnene vokser op gennem skolens fire etager. Mod Ingerslevs Boulevard er skolen bydelens forsamlingshus med café, teater, idræt mv. og mod Skt. Annagade og Skolemarken er de små placeret på stueplan. Op gennem skolen bliver eleverne større, for til sidst at flyve fra reden" ud over boulevarden og Ingerslevs Plads, siger Carsten Gjørtz, direktør og indehaver af GPP Arkitekter A/S i Aarhus.