Byggenyt
ULSTRUP: Virksomheden Expedit A/S, der ejer arealet, planlægger at lukke produktionen og flytte fra Ulstrup, og derfor tog Favrskov Kommune sidste år initiativ til i samarbejde med Expedit at lave en udviklingsplan, der kan give inspiration til nyt liv i området med mulighed for at etablere boliger og andre bymæssige funktioner.
En styregruppe bestående af repræsentanter fra Favrskov Kommune, Expedit A/S og Ulstrup Lokalråd har i samarbejde med GPP Arkitekter udarbejdet den nye plan, som beskriver flere mulige scenarier for den centrale grund.
De forskellige scenarier blev præsenteret for byrådet i december og januar og bliver nu fremlagt til videre debat på et borgermøde 2. april i Ulstrup. Det skriver Favrskov Kommune på sin hjemmeside.
Kommunen har sat penge af til en række projekter, der skal være med til at gøre Ulstrup mere attraktiv. Og jo mere attraktiv Ulstrup er, jo større er sandsynligheden for, at man kan tiltrække investorer til blandt andet Expedit-grunden og dermed måske realisere dele af udviklingsplanen, vurderer formand for Ulstrup Lokalråd Søren Dalby.
REGION SYDDANMARK
KOLDING: Økonomiudvalget i Kolding Kommune har sagt god for skema A tilsagn til etablering af seks almene familieboliger i en eksisterende bygning på ejendommen Vifdam 45 i Kolding. Det er boligforeningen AAB, der står bag boligplanerne, som har en samlet anskaffelsessum på godt 12,6 mio.
REGION SJÆLLAND
HOLBÆK: Holbæk Byråd har den 12. marts vedtaget Lokalplan 1.46 for plejeboliger ved Holbæk Havn.
Lokalplanen erstatter den eksisterende Lokalplan 1.34 for et delområde i havneområdet, beliggende mellem Brostræde, Havnevej og Østre Havnevej, og den muliggør opførelse af en række nye plejeboliger på stedet.
De nye lokalplanbestemmelserne for området er i vid udstrækning en videreførelse fra Lokalplan 1.34 og muliggør, at eksisterende havnerelaterede erhverv overgår til centerformål, boliger, liberale erhverv og institutioner med videre. Samtidig bliver det muligt at imødekomme en konkret anmodning om opførelse af en række friplejeboliger på havnen.
REGION HOVEDSTADEN
GLADSAXE: Gladsaxe Byråd har vedtaget at fremlægge et forslag til lokalplan, der skal gøre det muligt at bygge nye rækkehuse på Huldbergs Allé, til offentlig høring. Det er således planen, at der på hjørnegrunden ved Gammelmosevej skal opføres en attraktiv og tidssvarende rækkehusbebyggelse. Byrådet har samtidig vedtaget et forslag til tillæg til kommuneplanen, og begge forslag vil være fremlagt fra i dag 25. marts og frem til 20. maj.