23948sdkhjf

Regeringen vil satse på grønne job

I forbindelse med finansloven for 2013 har Regeringen og Enhedslisten valgt at satse på at udvikle grønne løsninger inden for blandt andet vand. 1,7 mia. kroner skal skabe arbejdspladser ved at løse nogle af miljøudfordringerne
Finansloven for 2013 rummer halvanden mia. kroner til initiativer på det grønne område fra 2013-15 samt 200 mio. kroner til forskning i blandt andet grøn økonomi.

Milliardsatsningen skal blandt andet gøre Danmark endnu dygtigere til at udvikle og sælge grøn teknologi til udlandet. Danske miljøteknologivirksomheder beskæftiger i dag 40.000 ansatte. Hvis væksten i den grønne eksport kan bringes tilbage på samme niveau, som den havde før krisen, vil det skabe godt 3.000 nye grønne jobs.

I 2013 er der afsat 95 mio. kroner til at støtte udvikling, test og demonstration af grøn teknologi. Der er tale om næsten en fordobling i forhold til sidste år, og dermed kan både mindre virksomheder og meget store projekter få gavn af ordningen.

Midlerne vil blive fokuseret på områder, hvor der er størst potentiale for vækst og beskæftigelse.

Det drejer sig blandt andet om udvikling af teknologi inden for vand, ressourcer og klimatilpasning.

Eksempelvis forventes det globale forbrug af vand at stige med 50 procent frem mod 2030, og der kan være store beløb at hente, hvis danske virksomheder kan udvikle flere grønne løsninger.

- Ekstra midler giver dansk erhvervsliv muligheden for at udvikle en ny generation af grønne løsninger i stor skala. Det vil give job og vækst og kan være motor i den grønne omstilling. Og med de rigtige løsninger, kan det blive en eksportsucces for danske virksomheder, siger miljøordfører Torben Hansen (S).

Med i verdenseliten

For regeringen handler det blandt andet om at få danske virksomheder frem i verdenseliten

- Danske virksomheder skal være blandt verdens bedste til at løse de miljøudfordringer, vi står over for. Vi skal leve af alt fra kloakledninger og oversvømningsbassiner til vindmølleparker og avancerede luftfiltre. Derfor investerer vi nu milliarder i at skabe viden og teknologi, der kan støtte udviklingen af en grøn økonomi. Det er opskriften på fremtidens job, siger miljøminister Ida Auken (SF).

Af de mere end 1,5 mia. kroner er der 380 mio. kroner i perioden 2013-2015, der fortsat er uudmøntet. Udmøntningen skal aftales med Enhedslisten.

- Alle med gode grønne idéer får nu muligheder for at afprøve dem - både de grønne organisationer, den grønne iværksætter og de innovative virksomheder. De initiativer, vi har aftalt, vil sikre en massiv indsats, der sammentænker miljørigtig og økologiske løsninger med jobskabelse, siger miljøordfører Per Clausen fra Enhedslisten.

Spild af ressourcer

Regeringen og Enhedslisten har også afsat 35 mio. kroner på finansloven for 2013 til at styrke omstillingen til grøn økonomi ved at udnytte ressourcerne bedre.

Danmark producerer godt 14 mio. tons affald om året, og der er rigtig mange uudnyttede ressourcer i affaldet. Samtidigt skal vi have affaldsmængderne ned. Derfor er der afsat penge på finansloven for 2013 til at styrke udnyttelsen af ressourcerne i affaldet.

- Hvad der var affald i går, er værdier i morgen. Vores affald indeholder masser af værdifulde ressourcer, hvoraf store dele er importerede. Dem skal vi udnytte bedre. Af hensyn til både økonomien, miljøet og konkurrenceevne, siger miljøordfører Lone Loklindt (R).

SFs miljøordfører Eigil Andersen glæder sig især over, at satsningen kan være med til at skabe arbejdspladser.

- Nu satser vi på grønne jobs, og det kommer alle til gode. Både ingeniøren og biologen, der skal udvikle teknologien, og de faglærte og ufaglærte, som skal gøre den til virkelighed, siger Eigil Andersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094