Regering og opposition - samtidig

Enhedslisten bliver fra mange sider stærkt kritiseret for ikke at ville stå ved finanslovsforliget med regeringen. Enhedslisten afviste at præsentere forliget sammen med regeringen og gik i stedet solo, og der blev ikke lagt fingre imellem i forhold til at kritisere regeringen og det indgåede forlig.

Ikke mindst Venstre har kritiseret Enhedslisten, men det må være udtryk for korttidshukommelse og dobbeltmoral. Det var netop Venstres tidligere partiformand Anders Fogh Rasmussen, der i 1980-erne slog fast, hvor vigtigt det er at være i regering og opposition samtidig. Og det er netop, hvad Enhedslisten gør. De fortæller, hvad de gerne ville have haft med i en finanslov, men erkender samtidig, at det ikke har været umuligt at trække regeringen til truget.

Enhedslisten har altså “pragmatiseret" sig frem til, at alternativet til ikke at stemme for finansloven er værre end resultatet af det foreliggende finanslovsforlig. Det er politisk fuldt legalt, og det kunne andre partier lære af. Selv om man er med i en regering eller er støtteparti, betyder det ikke, at man er fuldt enig i indgåede forlig. Forlig er udtryk for den højeste fælles nævner, og så kan det godt være, at “tællerens" størrelse ikke svarer til forventningerne.

Og mens vi er ved dobbeltmoralen, så kunne også statsministeren på tirsdagens pressemøde ekscellere ud i den disciplin. Statsministren slog fast, at de krav, der stilles til de ansatte i SAS om lønnedgang og længere arbejdstid er nødvendige på grund af den hårde konkurrence, og at staten som storaktionær derfor slutter op bag direktionens og bestyrelsens redningsplan.

Men hvad med den offentlige sektor som helhed? Hvorfor mener statsministeren ikke, at de ansatte bør gå ned i løn og arbejde længere - uden betalt frokostpause. Den eneste forskel er, at SAS er en form for privat virksomhed, mens staten alene bestemmer over den offentlige sektor som “eneaktionær", der bare kan udskrive en højere regning til skatteyderne - og gør det. Regeringen bekæmper tværtimod konkurrenceudsættelse i den offentlige sektor.

Konkurrence er godt, men i den socialdemokratiske ideologi gælder det kun i det private erhvervsliv.