23948sdkhjf

Planer bliver til virkelighed

De danske vandplaner skal snart realiseres. Ikke mindst det bliver temaet for Vandtek 2012, der slår dørene op i næste uge
Det danske forbrug af kvælstof skal reduceres med ni mio. tons inden udgangen af 2015. Det er målet med de danske vandplaner, som står foran en realisering.

Realiseringen af vandplanerne vil få stor indflydelse på den danske vand- og spildevandssektor i de kommende år, og det er blandt andet med det fokus, at Vandtek 2012 slår dørene op i Odense Congress Center i næste uge.

Det gennemgående tema på messen, der løber fra den 20. til den 23. november, bliver nemlig “Fra vandplaner til virkelighed".

Et af de konkrete tiltag på messen bliver etableringen af et 250 kvm stort vådområde, hvor gæsterne kan bevæge sig rundt og møde arbejdende aktører, som alle spiller en rolle i at realisere vandplanernes mål om et renere vandmiljø.

- Det er utroligt vigtigt, at man tænker hele vandkredsløbet sammen, når konkrete projekter skal føres ud i livet. Med klimaforandringerne vil vi se ændringer i vandkredsløbet, såsom mere voldsom regn og dermed udvaskning af næringsstoffer til vores vandløb, søer, fjorde og havet, siger faglig konsulent på Vandteks temaområde Gyrite Brandt.

Eksport til Kina

Messen skuer dog også ud over Danmarks grænser. En række universitetsstuderende prøver at komme med bud på, hvordan dansk vandteknologi kan blive den næste eksportsucces i Kina.

Med udgangspunkt i udstillernes produkter, teknologier og service skal de studerende finde frem til de bedste bud på en forretningsplan samt teknologitilpasning til at øge eksporten til Kina.

Der dystes i tværfaglige hold og med en deadline inden for 24 timer.

- Vand kan blive Danmarks nye vindeventyr i Kina. Derfor er det helt oplagt, at vi har det gigantiske kinesiske marked i kikkerten - både for de studerende og for branchen som helhed. Her venter masser af udfordringer og muligheder, og nøglen til succes bliver evnen til at udbygge Kinas nuværende vandforsyninger og samarbejde med kinesiske studerende, siger fagchef Kristian Friis fra Dansk Vand- og Spildevandsforening (Danva), der er en af medarrangørerne af Vandtek 2012.

I denne uges udgave af Anlæg, Infrastruktur & Forsyning sætter vi fokus på Vandtek 2012 og runder blandt andet konkrete projekter i både Roskilde og Lemvig, ligesom vi bringer en messeoversigt på midtersiderne og nyt fra udstillerne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094