Omtanke på høje tid
Nu skulle man tro, at Transportministeriet blandt andet på baggrund af tal fra den tidligere Infrastrukturkommission, Vejdirektoratet, DSB og Banedanmark med flere ville være i stand til selv at tilvejebringe et forholdsvist fornuftigt grundlag for de politiske overvejelser, men forskere fra DTU og diverse institutter skal da være velkommen til at bidrage yderligere, så kommende beslutninger ikke kommer på afveje eller slet ikke taget.
Ifølge Vejdirektoratets trafikale indikatorer, der måler udviklingen i trafik herhjemme på en række parametre, er vejtrafikken på landsplan steget med 3,6 procent i fjerde kvartal af 2011, og nogle de største stigninger finder man ved bro- og grænseovergangene. Over Storebæltsbroen løftede trafikken sig således med 8,9 procent, mens færdslen henover den dansk-tyske grænse øgedes med 4,6 procent. Også lastbiltrafikken voksede støt; hvad den i øvrigt gjorde gennem alle kvartaler af 2011. I fjerde kvartal var væksten på 8,3 procent på Øresundsbroen og 7,3 procent på Storebæltsbroen sammenholdt med samme kvartal året før.
Disse faktuelle oplysninger må for de fleste, naturligvis også trafikpolitiske ordførere på Christiansborg, bortveje enhver tvivl om, at der er behov for at se grundigt på, hvordan Danmarks fremtidige infrastruktur skal udformes.
Det er ikke sådan, at det skorter på gode råd fra regionale politikere rundt om i landet, når det gælder den overordnede infrastruktur, og regionale hensyn er da også i adskillige tilfælde set indarbejdet i Danmarks overordnede trafik- og transportpolitik. Men det indebærer i sig selv en indbygget risiko for, at pengene ikke rammer der, hvor behovet er størst. Og når vi nu er ved pengene, ved finansieringen af den offentlige infrastruktur, så er der forskellige valgmuligheder:
Pensionskasserne står klar til at medvirke ved blandt andet OPP-samarbejder, men transportministerens bekymringer ved, at udgifterne herved bliver placeret i fremtidens børneværelser mangler en dimension; indtægterne for pensionskasserne havner formentlig snarere i de pensionistfamilier, som staten har sværere og sværere ved at sikre økonomisk tilfredsstillende.
Hvis staten selv stiller op som økonomisk garant for fremtidens infrastruktur, er sandsynligheden for, at regningen bliver tørret af på fremtidige generationer vel ikke meget mindre.
