Ambitiøst oplæg til en ny arkitekturpolitik
Klimasikring, byer som vækstmotor, sygehuse som eksportvarer og bedre uddannelse til arkitekter. Det er nogle af hovedpunkterne i regeringens oplæg til ny arkitekturpolitik
Arbejdet med formulering af den kommende politik - der nu har bæredygtighed, miljøhensyn og klimahåndtering højt på dagsordenen - skal ske i dialog med branchen.
Og selv om arbejdet officielt skydes i gang med en konference 21. maj hos Dansk Arkitektur Center (DAC) i København er mødeaktiviteten allerede intens.
Således holder både Danske Arkitektvirksomheder (Danske Ark) og Arkitektforeningen indledende møder med miljøminister Marianne Jelved (R) op til konferencen.
Og der er nok at tage fat på, ikke bare arkitektfagligt, men også vækstpolitisk og eksportrettet.
- Danmark er ikke længere forrest, når det gælder udvikling af grønne løsninger og bæredygtig teknologi. Desværre, siger Jane Sandberg, direktør i Arkitektforeningen.
Langt flere muligheder
Hun opfordrer derfor regeringen til at sætte handling bag ambitionerne om grøn omstilling.
Eksportpotentialet, der findes inden for energi- og klimaløsninger, er ganske enkelt enormt. Det ville derfor være direkte dumt ikke at udnytte det, mener hun.
- Vi har for eksempel så mange gode erfaringer inden for sygehusplanlægning og byggeri af supersygehuse, at der ligger mange muligheder gemt, siger hun til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Idéoplægget fra Kulturministeriet lægger blandt andet op til, at danske arkitekter er stærkt repræsenteret på flere af de toneangivende biennaler. I forhold til EXPO-afholdelser bør der arbejdes med at afvikle events, netværksmøder og business-to-business møder mellem danske arkitekter og internationale aktører, som det lyder i oplægget.
Det gælder også kommende handelsfremstød. Danske kompetencer indenfor udvikling, vedligehold og drift af for eksempel sygehuse, plejehjem, skoler, daginstitutioner og museer bør markedsføres internationalt - eksempelvis i mellemøsten, som det lyder i regeringens oplæg.