Licitationen - Byggeriets Dagblad: Journalist på Licitationen Byggeriets Dagblad, Dan Bjerring fylder 60 år i dag. Dan Bjerring har de seneste 21 år været politisk journalist for Licitationen Byggeriets Dagblad på Christiansborg. Han var i mange år studievært ved den hedengangne Danmarks Erhvervsradio og TV - senere Nyhedsradio 24/7, og han ejer i dag Radio Update, der sender i hele hovedstadsregionen og på store dele af Sjælland. Senest er han også blevet redaktør på fagbladet "Nyhedsinformation for Social- og Sundhedssektoren".
Dan Bjerring er oprindelig uddannet folkeskolelærer, men han passede ikke rigtigt ind i den stigende "pædagogisering" i 1980erne og forlod folkeskolen efter 12 år.
Dan Bjerring har også en kort periode på fire år som lokalpolitiker bag sig i Greve Byråd valgt for Venstre, men det med partidisciplin var ikke rigtigt noget for ham, så han blev løsgænger for Borgerlisten.
I næsten 20 år var han håndboldtræner, men som så mange andre blev han grebet af golfspillet, hvor han efter eget udsagn har et "prestigehandicap" på 16,7.