23948sdkhjf

Mere drøn på skolegården

17 visionsoplæg modtager nu 100.000 kroner, som skal nytænke landets skolegårde
I disse dage ligger de fleste af landets skolegårde øde hen på grund af den igangværende lockout af skolelærerne.

Men når børnene vender tilbage til hverdagen, er det et faktum, at mange børn og unge ikke rører sig nok, og det har ikke kun betydning for deres sundhed, men også for deres evne til at lære, for deres motorik, humør og sociale kompetencer.

Så hvordan kan skolens rammer – og hermed skolegården – sætte mere gang i kroppen? Det sætter et partnerskab mellem Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Kræftens Bekæmpelse nu fokus på.

Med kampagnen Drøn på skolegården har skoler og kommuner haft mulighed for at byde ind med en vision for, hvordan skolegården kan nytænkes, så den inviterer til mere leg og bevægelse.

Hele 106 skoler har taget udfordringen op, og nu har parterne udvalgt de 17 projektidéer, der går videre i et fælles udviklingsforløb. Første skridt bliver en fælles workshop for de valgte skoler.

Hver af de 17 skoler støttes med op til 100.000 kroner til eksterne rådgivere til at konkretisere idéerne på skitseniveau. I januar 2014 udvælges minimum fem projekter til realisering.

- Vi er meget glade for den store interesse for Drøn på skolegården. Ansøgningerne vidner om stor idérigdom og lyst til at bruge og gentænke skolens fysiske rammer og udearealer til at skabe bevægelse. Og ikke mindst demonstrerer de 17 udvalgte projektidéer kreative processer, der involverer elever, lærere og naboer i udviklingen af fremtidens skolegård, siger direktør i Realdania, Hans Peter Svendler.

Potentiale til udvikling

De valgte projektidéer indeholder alle kreative og nytænkende visioner for, hvordan skolegården kan udvikles, så både elever og voksne får lyst til at lege og røre sig. Både i og efter skoletid:

- Skolegården har et enormt potentiale til udvikling. I udvælgelsen af projekter har vi lagt vægt på idéer, som giver mulighed for at bruge skolegården til forskellige formål. Som ramme om leg og bevægelse, som udendørs læringsrum og som hele lokalområdets samlingspunkt, siger direktør i Lokale og Anlægsfonden Torben Frølich.

Det er ikke kun de fysiske rammer, som har betydning for, hvor meget eleverne bevæger sig.

Også den måde børnenes hverdag forløber på er vigtig:

- Det har været opløftende at læse de mange bud på, hvordan især de mindst aktive børn og unge kan motiveres til at bevæge sig. Og da rammer for fysisk aktivitet ikke kun vedrører skolegården, men også hele organiseringen af skoledagen, er det glædeligt at se, at mange skoler har fokus på begge dele. Dermed kan vi opnå fuld effekt af indsatsen, siger direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen.

Partnerskabet bistås af Dansk Bygningsarv, der fungerer som eksternt sekretariat for kampagnen. Der er afsat 21 mio. kroner til kampagnen, og desuden forventes en kommunal selvfinansiering på anslået 10 mio. kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11