23948sdkhjf

Frosten spændte ikke ben for renovering

Trods hård frost er renoveringen af Vesterbro Passage foran Tivoli blevet afsluttet otte uger før tid uden en eneste vejrlig-dag
Overalt i Danmark har vinteren medført tavse byggepladser og tidsfristudsættelser. Men den slags var der ikke tid til under renoveringen af Vesterbro Passage - et af landets mest trafikerede og højst profilerede vejstrækninger fra Rådhuspladsen, forbi Tivolis hovedindgang og ned til Frihedsstøtten foran Hovedbanegården.

Derfor valgte bygherren Københavns Kommune, DI og hovedentrepenøren LK Gruppen A/S at gøre en særlig indsats for at bekæmpe vinteren. Og i sidste uge stod første etape foran Tivoli allerede klar, selv om Københavns Kommunes deadline faktisk først var den 5. juni.

Derfor kunne Tivoli slå portene op til en ny sæson uden byggerod og kringlede adgangsveje foran hovedindgangen, og det kan de ifølge projektleder Martin Akselsen fra Københavns Kommune takke en særlig vinterhåndtering, udvidet arbejdstid og en dygtig hovedentreprenør for.

- Det er vores entreprenør, som er blevet væsentligt hurtigere færdige, end vi havde krævet. Det har blandt andet været muligt, fordi vi har valgt at investere i vinterforanstaltninger ud over det sædvanlige, og vi har haft en udvidet arbejdstidstilladelse på projektet. På den måde har entreprenøren kunne gøre arbejdet færdigt samme dag, selv om det tog et par timer ekstra. Så kunne de starte op på en frisk dagen efter, i stedet for at blive færdige midt på dagen og skulle starte op et helt nyt sted. Men entreprenøren har virkelig også leveret varen. De har udnyttet alle de muligheder, som vi har givet dem, for at optimere tidsplanen, forklarer Martin Akselsen.

Vintervarme telte

LK Gruppen A/S er hovedentreprenør på renoveringen af Vesterbro Passage, der har et budget på omkring 30 mio. kroner.

Her forklarer projektleder Henrik Sølbeck Schmidt, at LK Gruppens brolæggere og underentreprenører kunne arbejde med at anlægge fortove og cykelstier foran Tivoli vinteren igennem takket været opvarmede telte. Der blev således sat to 50 meter lange og otte meter brede telte op hen over arbejdszonerne, som blev holdt varme vinteren igennem med varmekanoner. Det var med til at sikre den hurtige færdiggørelse.

- Men du skal være sikker på at dit landmålerarbejde er i orden. For når du arbejder, mens du er pakket ind i et telt, så kan du ikke se linjerne i området omkring dig, understreger Henrik Sølbeck Schmidt.

Det koster selvfølgeligt noget at køre med opvarmede telte hele vinteren, men det har været investeringen værd, mener projektleder Martin Akselsen.

- Det har faktisk været billigere for os at investere i store telte med varme, end det ville have været at sætte det hele i stå, siger Martin Akselsen, der dog pointerer, at løsningen er bedst til større projekter med åbne arealer, og altså ikke kan bruges alle steder.

DI’s fortov

Næste etape bliver at færdiggøre hjørnet foran Dansk Industris nyrenoverede domicil på hjørnet af H.C. Andersens Boulevard og Vesterbrogade. Og det skal ske, inden Kronprinsen og Kronprinsessen ankommer og indvier det nye Industriens Hus den 10. juni.

Ude på selve Vesterbrogade skal der fortsat være plads til både bil- og bustrafik i begge retninger.

Vesterbro Passage vil, også når Cityringen kommer til Rådhuspladsen, fortsat være et bindeled til Hovedbanegårdens kollektive trafikknudepunkt. To kørespor i hver retning vil være tilstrækkeligt til at afvikle trafikken, vurderer Københavns Kommune. Faktisk vil den nyrenoverede strækning kunne håndtere selv en voldsom stigning i biltrafikken på 10-15 procent.

Når hele Vesterbro Passage står færdigt, vil det nye byrum være præget af færre kørebaner, bredere cykelstier på tre meter, store lindetræer og fuglekrisebærtræer, højbede med stauder, bænke og først og fremmest langt bredere fortove på begge sider af Vesterbrogade, især på nordsiden.

Træerne bliver først plantet til november, men når det sker, vil man kunne stå ved indgang til strøget og kigge ud over Rådhuspladsen og følge træernes linje hele vejen til Frihedsstøtten.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093