Anlægsbranchen styrer mod bedre tider
Flere store anlægsprojekter i de kommende år vil give stigende aktivitet hos landets anlægsentreprenører, viser ny konjunkturanalyse
Organisationen forventer stigende beskæftigelse ved anlægsvirksomhed, så der i 2013 vil være 24.000 beskæftigede, hvilket er 1.700 flere end i 2010.
Der vil især være flere i arbejde med at anlægge veje, jernbaner og Metro Cityringen samt med at udbygge transmissionen af el og gas, som er et marked der tegner sig for mere en fire mia. kr. i de næste par år.
- El- og gastransmission er en stor post. Frem til 2020 bliver der investeret godt 25 mia. kr. i form af nye forbindelser til udlandet og indpasning af vedvarende energi og kabellægning. Der bliver brugt knap to mia. kr. på gastransmission, og på elområdet skal vi bruge godt fire mia. kr. til at bygge forbindelse til udlandet og knap syv mia. kr. i nettilslutning af vindmølleparker. Og så planlægger vi at bruge syv mia. kr. i kabellægning og forskønnelse og fem mia. kr. i investeringer i udbygning og forstærkning af nettene, fortæller seniorøkonom Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri.
Højt niveau
Ellers er det jo ofte vejområdet, der fokuseres på. Vejdirektoratets investeringer stiger også markant.
Blandt andet kommer der nu endelig gang i anlægsarbejdet med motorvejen ved Silkeborg.
Der er dog tale om et ekstraordinært højt niveau for Vejdirektoratets investeringer i 2012, og en af forklaringerne er, at der i år budgetteres med betaling til OPP-projektet i Sønderjylland - motorvejen mellem Kliplev og Sønderborg - efter anlægsarbejdet er blevet udført.
- Det betyder så også, at stigningen i de budgetterede beløb i 2012 overdriver den faktiske vækst i anlægsaktiviteten, påpeger Finn Bo Frandsen, men understreger samtidig, at der reelt er blevet gjort noget ved det store efterslæb på statsvejene.
- Der er bevilget ekstra 2,7 mia. kr. til kapitalbevarende vedligeholdelse i perioden 2010-2013 og det har løftet niveauet i særlig grad i 2010 og 2011, siger han.
Fornyelse af jernbanenet
Banedanmark er i gang med en meget omfattende plan for vedligeholdelse og fornyelse af jernbanenettet og hertil kommer fornyelsen af Ny Nørreport. I det hele taget sker der meget i Hovedstadsområdet, bedyrer Finn Bo Frandsen:
- I København og på Frederiksberg eskalerer anlægsarbejderne med Metro Cityringen. Der er ved at blive anlagt 17 stationer rundt omkring i Hovedstaden og anlagt ramper til boremaskinerne, som skal bore de to 15,5 km lange tunneler. Alene omlægning af gas-, fjernvarme- og vandledninger samt kloakker og el- og telekabler er en meget væsentlig del af et så stort projekt som at anlægge stationer og bore tunneller gennem en eksisterende by, siger Finn Bo Frandsen.
Mindre behov for grunde
Den kraftige nedgang i nybyggeriet har reduceret behovet for byggegrunde, og kommunernes investeringer i jordforsyning og herunder i byggemodninger er derfor reduceret til et meget lavt niveau.
I 2010 var udgifterne i regnskaberne lavere end på budgetterne. Det historisk lave niveau har navnlig ramt de entreprenører, som især lever af at udføre byggemodningsarbejder.
Ifølge Forsyningssekretariatet, som er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, bliver der i år og til næste år investeret cirka 0,8 mia. kr. i vandledninger og cirka 3,5 mia. kr. i afløbsledninger.
Moderne kajer
Endelig finder Dansk Byggeri udviklingen omkring havneinvesteringer interessant.
Ifølge Foreningen Danske Havne har de større erhvervshavne planlagt investeringer i arealer og infrastruktur for i alt 8,5 mia. kr. i perioden 2008-2015.
- Lægges hertil de forventede investeringer i de øvrige erhvervshavne, bliver der tale om over 10 mia. kr. fordelt over perioden 2008-2015, det vil sige godt en mia. kr. i gennemsnit om året, slutter Finn Bo Frandsen med en henvisning til, at der i takt med, at de gamle arealer og kajer med ringe vanddybde bliver byomdannet, bygger havnene moderne kajer og havnearealer længere væk fra bykernerne, hvilket bidrager til at løfte investeringerne.