23948sdkhjf

Ny optimisme på byggemesse

Fire dage med byggematerialer, klimaløsninger og håndværkerjokes. TUN Byg 2012 er i gang, og igen i år er der lagt op til solid faglig inspiration og hæder til miljøets rollemodeller
De kalder det festdage, og noget er der om det. Hvis 30.000 håndværkere, entreprenører og rådgivere i løbet af fire dage besøger TUN Byg 2012, ja, så er succes’en hjemme. Det høje besøgstal er nemlig målet for Skandinaviens vigtigste fagmesse for byggevarer, der i går slog dørene op i Fredericia Messecenter.

Det skete med uddeling af klima- og miljøpriser, pep-talks fra nogle af byggeriets spidser og sågar en mand i dame(under)tøj, komikeren Peter Larsen, der nærmest har gjort den stærkt overvægtige Fru Erna Iversen til sit livsprojekt.

Palle Thomsen, adm. direktør i Trælasthandlerunionen - TUN, var da også glad og stolt over "de tårnhøje forventninger til Skandinaviens vigtigste byggemesse", som han med en vis ret kalder TUN Byg.

- Kravene til fremtiden er nye og innovative tiltag, ikke mindst på klimaområdet. Og det er blandt andet på messen, vi kan inspirere hinanden, sagde Palle Thomsen, der blandt andet forventer sig noget af den grønne renoveringspulje, som regeringen har oprettet som erstatning for BoligJobordningen.

Boom i lavenergihuse

Lars Storr-Hansen, direktør i Dansk Byggeri, slog i sin velkomst fast, at byggeriet kan og skal spille en central rolle i fremtidens energieffektivitet:

- Inden for et år er der sket en tredobling af salg af lavenergihuse efter 2015-standarderne. Det lover godt for fremtiden, sagde han.

Også Christian Lerche, direktør i Danske Arkitektvirksomheder, der har været med til at udpege de tre vindere af henholdsvis klima-, energi- og miljøprisen, er optimist:

- Kravene om grønne tiltag skal ikke kun være et spørgsmål om markedsføring. Et nyt certificeringssystem, baseret på bygningers samlede ydeevne, kan på sigt betyde meget for branchen. Når certificering kan sætte bæredygtighed på formel får det praktisk betydning, både for finansiering og handel.

Og handlet bliver der givetvis også gjort de næste dage i Messecentret i Fredericia. Kronprinsen gav i hvert fald med sine prisoverrækkelser til Icopal, Thermisol og Alfix tirsdag formiddag god inspiration til andre leverandører til byggebranchen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094