Skolepraktik giver øget ledighed
Skolepraktik giver lige så gode svendeprøver som virksomhedspraktik
Det er en af konklusionerne i en stor undersøgelse, som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har foretaget.
Undersøgelsen er foretaget på baggrund af otte erhvervsuddannelser, heraf de fire inden for bygge- og anlægsområdet - tømrer-, bygningsmaler-, murer- og elektrikeruddannelserne.
Undersøgelsen omfatter unge, der har afsluttet deres uddannelse i årene 2006-2009. For alle fire uddannelser gælder, at de et år efter endt uddannelse har en højere ledighed end for de nyuddannede, der har været i virksomhedshedspraktik.
Sværere ved at få job
Undersøgelsen siger samtidig, at de unge, der har haft mere end 30 procent af deres praktiktid som skolepraktik har markant sværere ved at få et arbejde.
For de nyudlærte bygningsmalere er ledigheden således næsten dobbelt så stor blandt dem, der har haft mere end 30 procent praktik på skolen i forhold til gruppen, der har haft alle deres praktikperioder i en virksomhed.
Forskellen er mindre for de andre fag. For de nyudlærte elektrikere og murere med kun en mindre periode i skolepraktik er udsigten til job næsten lige så god som for dem, der udelukkende har været i virksomhedspraktik.
EVAs undersøgelse viser, at der kun er beskeden forskel på svendeprøvekarakterne hos byggelærlinge med skolepraktik som dem med virksomhedspraktik i bagagen, og jo kortere tid i skolepraktik, des mindre forskel. For elektrikere og tømrere er der næsten ingen forskel i karakterniveauet hos de unge med mindre end 30 procents skolepraktik.
Mangler netværk
Dansk Byggeri er ikke overrasket over konklusionerne.
- At der ikke er en stor forskel i karakterniveauet understreger, at skolepraktik er et godt alternativ i krisetider, og at det under alle omstændigheder er bedre end ingen uddannelse. Den højere ledighed hænger formentlig også sammen med krisetiderne og det, at de unge med skolepraktik mangler netværk, har svagere jobkompetence og mangler kundekontakt, siger afdelingschef Louise Pihl.
Specialkonsulent hos EVA Bo Söderberg mener, at de unge med skolepraktikbaggrund ikke bliver socialiseret til at være på en arbejdsplads, hvis ikke de har været i praktik på en rigtig virksomhed, og det er vigtigt for en arbejdsgiver.
- Virksomhederne kan også være skeptiske over for, om skolepraktikeleverne kan det samme fagligt som elever, der har været på en virksomhed. Men som vores analyse viser, er skolepraktik langt fra altid ensbetydende med et lavere fagligt niveau, siger han.