23948sdkhjf

Slingrekurs om praktikpladser

I sidste uge kunne ingeniørpraktikanter være med til at opfylde uddannelsesklausul – det kan de ikke nu
Københavns Kommune er på alvorlig slingrekurs med sin uddannelsesklausul på Nordhavnstunnelen.

Kommunen har over for totalentreprenørens projektchef godkendt, at halvdelen af de 27 praktikant-årsværk, som er aftalt i kontrakten med totalentreprenøren, kan være ingeniørpraktikanter. Nu erkender kommunen imidlertid, at man har anlagt en lidt for bred fortolkning af sin egen klausul. Der skal nemlig være tale om praktikanter på en erhvervsuddannelse.

Det kommer bag på entreprenørkonsortiet Pihl-Züblins projektchef Jesper Boilesen fra Pihl.

-Det er helt nyt for mig. Jeg har ikke haft mulighed for at diskutere det med bygherren, men der er opstået en ny situation, og den må vi da forholde os til, siger han.

Da Licitationen - Byggeriets Dagblad i sidste uge første gang snakkede med Jesper Boilesen om opfyldelse af uddannelsesklausulen, lød hans svar således:

- Vi har lavet en ret minutiøs plan for, hvordan vi opfylder praktikkantkravet, og den har bygherren godkendt. Den indebærer, at omkring halvdelen bliver praktikanter fra erhvervsuddannelser, den anden halvdel primært ingeniør- og konstruktørpraktikanter. Hvis ikke ingeniørstuderende kunne tælles med i regnskabet, ville det blive meget svært at opfylde kravet, sagde Jesper Boilesen.

Går i dialog

Centerchef Jens Zøfting-Larsen, Københavns Kommunes Center for Anlæg, siger til Licitationen, at entreprenøren har ønsket, at en del af praktikanterne kunne være ingeniørpraktikanter for at opfylde kontraktens krav om 27 årsværk.

- Det har vores projektleder givet et foreløbig nik til, men vi er efterhånden blevet opmærksomme på, at vi har anlagt en for bred fortolkning af, hvad der er hensigten med den sociale klausul. Der skal være tale om praktikanter fra erhvervsuddannelser. Vi er derfor nødt til at gå i dialog med entreprenøren og vil også kontakte 3F for at vi i fællesskab kan finde en god løsning, siger Jens Zøfting-Larsen.

Han føler sig overbevist om, at kontraktens aftale om 27 praktikantårsværk vil blive opfyldt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.167