Øget risiko for ulykker i vvs
I forhold til beskæftigelsen er antallet af arbejdsulykker i vvs-branchen stigende
Udviklingen fremgår af Arbejdstilsynets statistik over arbejdsulykker de seneste 12 år, som Blik- og Rørarbejderforbundet har bearbejdet. Når der tages højde for beskæftigelsen i branchen, var 2011 det værste år med hensyn til antallet af arbejdsulykker.
De såkaldte incidens - antal ulykker i forhold til beskæftigelse - har de seneste fem år været højere end på noget tidspunkt tidligere i dette århundrede.
Den gale vej
- Det understreger desværre, at det går den gale vej, og det er skræmmende. Med kampagner, kontrol og forskellige initiativer burde det gå den anden vej, siger Søren Schytte, forbundssekretær i Blik- og Rørarbejderforbundet.
Han har ikke nogen entydig forklaring på, hvorfor der sker flere ulykker.
- Aktiviteten og dermed beskæftigelsen i branchen har på grund af krisen været mindre de seneste par år i forhold til for fire-fem år siden, og umiddelbart skulle man tro, at de mere erfarne beholder jobbene og at det burde indebære færre ulykker. Men vi ser desværre den modsatte udvikling, siger han.
Flere unge rammes
Søren Schytte kalder det særligt foruroligende, at de unge konstant har de fleste arbejdsulykker.
- De unge har altid været overrepræsenteret i ulykkesstatistikkerne, men nu er det blevet værre. Om det er krisen, der giver større jobusikkerhed, og at det betyder, at de unge skærer et par hjørner af, ved jeg ikke. Uanset årsag, skal der især sættes ind med initiativer overfor de unge. Det håber jeg, vi kan blive enige med arbejdsgiverne om, siger Søren Schytte.
Han har derfor henvendt sig til arbejdsgiverne i Tekniq for at få fat fornyet fokus på ikke mindst de unges forhøjede ulykkesrisiko.
- Vi har ikke lagt os fast på, hvilke initiativer eller aktiviteter, der kan komme på tale, men tallene viser, at der er brug for en indsats, især i forhold til de unge, siger Søren Schytte.
Arbejdsmiljø på skolerne
Det er man enige i hos Tekniq.
- Med hensyn til de unge skal indsatsen formentlig deles i to, mener arbejdsmarkedschef Thorkild Bang,
- For det første er arbejdsmiljø ikke godt nok integreret på skolerne. Vi har sat nogle initiativer i gang, men må nok erkende, at vi er bagud. For det andet er der noget der tyder på, at sikkerhedskulturen generelt ikke er god nok hos de unge, siger han.
Thorkild Bang understreger, at langt de fleste arbejdsulykker for unge er forstuvninger og sårskader, det vil sige ulykker i den knapt så alvorlige kategori.
- Meget tyder derfor på, at det er ulykker forårsaget af uforsigtighed, og derfor er det vigtigt, at der arbejdes med sikkerhedskulturen, både i virksomhederne og på skolerne.
Tekniq anerkender statistikgrundlaget. Thorkild Bang understreger imidlertid, at det nominelle antal ulykker i vvs-branchen er faldet siden 2007 og at branchen har et lavere antal arbejdsulykker end generelt i bygge- og anlægsbranchen.
- Det skal dog ikke være en undskyldning for ikke at fortsætte arbejdet for at nedbringe antallet af ulykker, siger arbejdsmarkedschefen.
Parterne er enige om at drøfte nye initiativer i det fælles arbejdsmiljøudvalg.