Ledigheden i byggebranchen stiger
Flere ledige i byggeriet end for et år siden og fortsat negative forventninger hos virksomhederne
Ledigheden i byggeriet stiger i forhold til sidste år, viser en frisk opgørelse, som BAT-kartellet har udarbejdet på baggrund af tal fra bygningsarbejdernes arbejdsløshedskasser.
Aktuelt er godt 6.500 arbejdsløshedsforsikrede bygningsarbejdere uden job. Det svarer til 7,2 procent mod 6,6 procent på samme tidspunkt sidste år. Alle faggrupper på nær elektrikerne oplever stigende ledighed i forhold til sidste år.
Det er murerne, hvor hver tiende er uden arbejde, der har den største ledighed. Det er samtidig også murere og bygningsmalere, der har oplevet den største stigning i ledighed. Den laveste ledighed findes i El-fagets Arbejdsløshedskasse med 3,9 procent eller et fald på 1,4 procentpoint i forhold til sidste år.
I forhold til juni i år er der tale om et lille fald i ledigheden fra 8,4 procent til de nævnte 7,2 procent.
I BAT-kartellet ser man ingen tegn på, at ledigheden vil falde væsentligt i de kommende måneder. Det skyldes blandt andet, at det private forbrug er meget lavt, at der er ikke udsigt til flere huskøb og flere flyttekæder og deraf følgende istandsættelse, og sidst er de offentlige investeringer i infrastruktur og energirenovering endnu ikke slået helt igennem på beskæftigelsen.
- Det er dermed med andre ord det helt forkerte tidspunkt at skrue ned for blusset. Der er flere gode grunde til at øge investeringerne i bygge- og anlægssektoren nu. Først og fremmest vil det holde hånden under beskæftigelsen, dernæst er det billigt i øjeblikket og sidst er det ren og skær sund fornuft, siger Camilla Vakgaard, økonom i BAT-kartellet.
Opfordring til regeringen
- Den strafforanstaltning som den tidligere regering indførte i tilfælde af budgetoverskridelser i kommunerne har vist sig at være hæmmende i sig selv, og mange kommuner holder sig langt under budgetgrænsen for ikke at risikere straf. Denne konsekvens er stærkt bekymrende på et tidspunkt som dette og i lyset af det store renoveringsbehov, der er i kommunerne. Med et underforbrug på kommunernes driftsbudgetter i 2011 på cirka fem mia. har det store konsekvenser for aktiviteten og dermed beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen. Det kommunale underforbrug i 2012 tegner til at blive i samme størrelsesorden, vurderer Camilla Vakgaard.
BAT opfordrer derfor regeringen til at se på de kommunale strafforanstaltninger og mulighederne for at slække på dem i en tid som denne.
- Fordelen ved at have det offentlige som buffer er, at deres investeringer kan øges, når det private forbrug falder og omvendt. I krisetid giver det derfor god mening at løsne grebet om kommunerne, så de kan trække økonomien, indtil det private forbrug igen får fat, hedder det.
Negative forventninger
Der er som nævnt heller ikke megen optimisme at hente i bygge- og anlægsvirksomhedernes forventninger til de nærmeste måneder.
Den sammensatte konjunkturindikator for bygge og anlæg, som Danmarks Statistik offentliggjorde i går, er stort set uændret negativ. En overvægt af de virksomheder, der oplever ændringer, finder, at de går i negativ retning.
I forhold til i foråret er forventningerne til tilbudspriser ved licitationer faldet betragteligt, mens forventningerne til såvel beskæftigelse som omsætning er uændrede - men negative.
Blandt branchegrupperne er forventningerne mest positive hos vvs- og blikkenslagerfirmaerne og blandt anlægsentreprenører, mens de mest negative forventninger findes hos murermestrene.