Ny John Deere-mand kom med første nye Gator
Nordjysk teltudlejer kvitterede for telt til dyrskue med at købe en transporter
I hvert fald, hvis man hedder Morten Bendtsen og er indehaver af Biersted Telt- og Serviceudlejning. Her har John Deere-centret Ole Mathiesen MaskinCenter i Hornslet på Djursland nemlig leveret den første skinnende grønne X550 firehjulstrækker. Og det var tilmed Ole Mathiesen MaskinCenters nye mand i det nordjyske, salgskonsulent Claus Gadensgaard, der fik fornøjelsen at aflevere den nye Gator.
- John Deere-forhandler Ole Mathiesen skulle leje et telt af mig for at udstille på Hjørring Dyrskue. Så kom vi til at tale om John Deeres Gator-køretøjer. Da han fik den helt nye model hjem, var jeg nødt til at køre en tur til Hornslet for at se den. Og så var jeg solgt, selv om jeg aldrig har haft sådan et køretøj før. Jeg kan virkelig se muligheder i Gatoren både til vores eget brug og til udlejning, fortæller Morten Bendtsen.
Den spørger ikke
- Jeg tror, at vi selv kommer til at bruge Gatoren til blandt andet at trække trailere rundt. Vi prøvede at spænde en af vore store trailere efter den. Og Gatoren var fuldstændig ligeglad. Den er stærk som bare pokker. Somme tider kommer vi også ud for blødt terræn på festivalpladser. Gatoren spørger ikke om lov. Den kører bare, konstaterer den nordjyske udlejer.
- I 2013 får vi mange store events, fra nord til syd, hvor jeg er sikker på, at den lille John Deere-transporter nok skal få chancen for at vise sit værd, forudser Morten Bendtsen.
- Netop når vi skal rundt på de store pladser, er det også en fordel at kunne have hurtig transport. Så foruden at bruge Gatoren som trækdyr, kommer den helt sikkert også til at fungere som transporter med meget forskelligt i ladet, siger Morten Bendtsen.
25 år med udlejning
Det nærmer sig et kvart århundrede, siden han etablerede Biersted Telt- og Serviceudlejning. I 2014 er det 25 år siden. I højsæsonen fra slutningen af april og frem til slutningen af september har Morten Bendtsen fem mand i sving i virksomheden. Foruden party- og udstillingstelte i alle størrelser og afskygninger, har han også en lang række andre ting på udlejnings-menuen.
- Hoppeborge i mange størrelser, rodeotyr, maskiner til softice og slushice og meget andet til både private fester, festivaler, større erhvervsarrangementer og andre festlige lejligheder. Og nu kan vi så også byde på Danmarks første eksemplar af John Deeres nye Gator, konstaterer udlejer Morten Bendtsen.