Byggenyt
FREDENSBORG: Undersøgelser foretaget af kommunen har vist yderligere fund af skimmelsvamp i vægkonstruktioner i boliger på Toftegårdsvænget i Fredensborg, der allerede har været ramt af svamp i gulvet, skriver Frederiksborg Amts Avis. Når boligerne i bebyggelsen, der hører under Asminderød Boligselskab, er blevet individuelt vurderet, skal det afgøres, hvordan der skal sættes ind.
REGION SJÆLLAND
HOLBÆK: Holbæk Byråd besluttede på ekstraordinært møde forleden at sælge en havnegrund til selskabet Fjordstjernen.
Med salget af den 9.400 kvm store grund har byrådet åbnet for et nybyggeri af plejeboliger ved havnefronten i Holbæk. Det er selskabet Fjordstjernen Boliger og Sundhedscenter A/S, der har købt grunden.
Grunden skal renses for gammel forurening. Vurderingen, som blandt andet bygger på erfaringer fra resten af havneområdet, lyder, at det vil koste omkring 15 mio. kroner at rense grunden. Oprensningen skal ske for kommunens regning, og det samme gælder etablering af veje, fortove og anden infrastruktur i området.
REGION SYDDANMARK
ODENSE: Arkitektfirmaet Creo Arkitekter i Odense har store visioner for udvikling af Østerbro i Odense, hvortil firmaet netop er flyttet.
I Odense Kommune arbejdes der faktisk lige nu med en ny lokalplan for området fra Østerbro 5 og ned til krydset ved Grønlandsgade, som er ejet af det statslige Finansiel Stabilitets ejendomsafdeling, skriver Fyens Stiftstidende.
Det er tanken, at bebyggelsesprocenten i området skal forøges massivt ved opførelse af blandt andet nye ungdoms- og familieboliger.
Odense har fået 30 mio. kroner fra staten til at udvikle de rekreative områder på Østerbro i de kommende år.
Hos Creo Arkitekter har man blandt andet en række ideer til, hvad der kan gøres ved et tidligere Coop-varelager, der er en af de markante tomme bygninger på Østerbro.
REGION MIDTJYLLAND
Hadsten: Boliger, erhverv og måske en letbane. Det er fremtiden i den sydlige del af Hadsten, hvor de to første erhvervsgrunde nu er udbudt til salg. Dermed er starten gået for en helt ny bydel.
Tidligere på året vedtog Favrskov Byråd lokalplanen for området Hadsten Syd, der på sigt skal huse op mod 1.000 indbyggere i parcelhuse, rækkehuse, etagebyggeri og lavenergihuse. Lokalplanen er ligeledes forberedt til en letbane til Hadsten fra Aarhus, og der kan placeres en station i området.
Planen for Hadsten Syd er en del af den overordnede masterplan, der skitserer et bybånd mellem Hadsten og Hinnerup. De to byer forventes nemlig med tiden at vokse sammen.
De to erhvervsgrunde på Gl. Sellingvej er første synlige aktivitet i det store område og ligger lige over for det eksisterende erhvervsområde ved Gadeberg og Trelleborg.
Der kan bydes på de to erhvervsgrunde frem til mandag 29. oktober kl. 8.00.
REGION NORDJYLLAND
BLÆRE: Nordea Fonden har besluttet at forære multicentret i Blære 20.000 kroner, skriver Nordjyske Stiftstidende.
Arbejdet med at få etableret Blære Multicenter er nu gået ind i den sidste afgørende fase, før det første spadestik formentlig kan tages i december måned.
SKAGEN: Den nye ejer af den gamle præstegård på Sct. Laurentii Vej i Skagen, Bo Geisler, vil sætte bygningen i stand i gammel stil, skriver Nordjyske Stiftstidende.
Bo Geisler har forelagt kommunen et projekt, som handler om renovering af hovedbygningen og tilbygning af et garageanlæg.