23948sdkhjf

Konfliktramt byggefirma renoverer brandstation

Brandstation renoveres af udenlandske håndværkere uden overenskomst
Et konfliktramt byggefirma er i øjeblikket i gang med at facaderenovere Hoptrup Brandstation i Haderslev Kommune.

Der er tale om virksomheden Plus-Mad, som findes både i en dansk udgave med cvr-registrering og i polsk udgave. Begge firmaer har været blokeret og omfattet af LO-fagforbundenes sympatikonflikt siden 2006, fordi de ikke har villet tegne dansk overenskomst for de polske ansatte.

Det forarger Hans Erik Meyer, formand for foreningen Rejsearbejdere.dk, og i øvrigt bosiddende i området.

- Efter det jeg har kunnet samle af informationer om de indkomne tilbud, så var Plus-Mads bud kun godt det halve af de øvrige tilbud, og det kan jo kun lade sig gøre, når arbejdet ikke udføres på overenskomst og danske vilkår. Det er helt uanstændigt, at det offentlige indirekte er med til at undergrave det danske arbejdsmarked og fastholde danske håndværkere i arbejdsløshed, siger Hans Erik Meyer.

Brandstationen i Hoptrup er ejet af Hoptrup Frivillige Brandværn. Haderslev Kommune betaler årligt en leje på 87.250 kroner. Derudover yder kommunen et årligt foreningstilskud på 49.500 kr. til Hoptrup Frivillige Brandværn.

- Jeg synes, det er stærkt forargeligt, at kommunen, som giver tilskud til driften, ikke har sørget for, at arbejdet bliver udført på overenskomstmæssige vilkår, og det ærgrer mig da også, at fagbevægelsen ikke gennem sin sympatikonflikt forhindrer, at sådan noget kan finde sted, siger Hans Erik Meyer.

Ingen fysisk blokade

I 3F Vojens oplyser faglig sekretær Bjarne Jensen, at man ikke har været bekendt med, at Plus-Mad arbejder på brandstationen.

- I foråret kom Plus-Mad ind som underentreprenør på en opgave på en skole i Haderslev, og efter et 48 timers møde blev firmaet fjernet fra pladsen. Vi kan ikke fysisk være alle de steder, hvor blokaderamte firmaer arbejder, men sympatikonflikten skulle jo gerne virke, siger Bjarne Jensen.

Han oplyser, at 3F i denne uge vil sende et par medarbejdere, blandt andre en af de polsktalende konsulenter, til brandstationen i Hoptrup.

- Så må vi se, om vi kan få arbejdet overenskomstdækket eller stoppet, siger han.

Billigste tilbud valgt

I Haderslev Kommune siger chefen for Kommunale Ejendomme Peter Kjær Jessen, at det i kommunale udbud er en selvfølgelighed, at arbejdet skal udføres på ordentlige vilkår. Beredskabschef Esge Humilius oplyser, at kommunen i tilfældet brandstationen i Hoptrup har en standard lejekontrakt, og at det er ejeren, Hoptrup Frivillige Brandværn, der står for udvendig vedligeholdelse af bygningen.

Lederen af Hoptrup Frivillige Brandværn, brandkaptajn Torben Hansen, forstår ikke kritikken.

- Vi har indhentet tre tilbud og har valgt det billigste. Plus-Mad er et lokalt firma, der har dansk cvr-nummer, og vi er godt tilfredse med arbejdet. Der må være nogen, der har ondt i røven, siden det her kan blive en sag, siger han.

Torben Hansen vil ikke oplyse størrelsen på de tre forskellige tilbud, brandværnet fik på facadearbejdet.

- Det kommer ikke andre ved, men jeg kan afvise, at det billigste var det halve af de andre, siger han.

Torben Hansen oplyser, at han ikke har hørt om, at Plus-Mad er omfattet af lovlig blokade og sympatikonflikt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079