Byggenyt
AALBORG: Boligselskabet Limfjorden har søgt Aalborg Kommune om renoverings- og driftsstøtte til afdelingen Lille Tingbakke. 117 almene familieboliger - Reno-verings- og driftsstøttesag, og Teknik- og Miljøudvalget har sagen på dagsordenen på sit møde i dag 15. august.
Afdelingen Lille Tingbakke ligger i den nordvestlige del af Vodskov op mod Hammer Bakker. Boligerne er tegnet af arkitekt Torben Stokholm og er opført i 1974-75. Der er foretaget en delvis renovering i 1986 med inddækning af altaner og terrasser, efterisolering af gavle og sammenbygning af blokkene. Bebyggelsen trænger nu til en større renovering og modernisering for at fremtidssikre bebyggelsen, som beboerne ikke selv er i stand til at finansiere. Der er derfor søgt om støtte hos Landsbyggefon-den.
Afdelingens vision med projektet er via lejlighedssammenlægninger, facaderenoveringer og bear-bejdning af friarealer at fremtidssikre afdelingen og skabe et attraktivt boligområde, der samtidig virker åbent og indbydende og giver tryghed for beboerne. Dette sker ved at nedrive fire blokke og påbygge to etages karnapper på nogle af de tilbageværende blokke, så der bliver udsyn til alle friarealer og der bliver et mere varieret udbud af boliger. Der etableres tilgængelighedsboliger i 3 blokke med elevatoradgang. Herudover omfatter den fysiske renovering fornyelse af facader og gavle opført i tegl, nyt tag, efterisolering, nye gulve og badeværelser med gulvvarme, nye og større køkkener og nye installationer samt ventilationsanlæg. Udvendige friarealer renoveres og der opføres nye udhuse så adgangsforholdene bliver lyse og indbydende.
REGION SYDDANMARK
ÆRØSKØBING: Tre saunaer, varmtvandsbassin til babysvømning og gigtpatienter, og et rum med caféområde. Det er blot nogle af de ideer, som er fremme i arbejdet med at konkretisere planerne for en ny badeanstalt uden for Ærøskøbing Havn, skriver Fyns Amts Avis.
Ideerne skal samles i en projektbeskrivelse, som skal være klar i oktober til næste ansøgningsrunde ved Realdania, der i forvejen har givet 125.000 kr. til forprojektet. Når der er skaffet penge til selve projektet, skal der ifølge planerne udskrives en arkitektkonkurrence.
REGION HOVEDSTADEN
HØJE-TAASTRUP: Høje-Taastrup Kommune er i gang med kontrolmålinger af eventuel forekomst af PCB i en række bygning. Høje-Taastrup Kommune har gennemgået alle kommunens bygninger, som er bygget i perioden 1955-1977, hvor man anvendte PCB, og det har vist sig, at ud af de 150 bygninger, som er bygget i perioden, er der 47 institutioner, hvor der er en vis sandsynlighed for, at der kan være PCB i byggematerialerne. De institutioner undersøges nu nærmere.
Der er allerede taget luftprøver i fire institutioner, og her er resultaterne tilfredsstillende der er ikke konstateret PCB i et sådant omfang, at det er sundhedsskadeligt at opholde sig i bygningerne. I de kommende fire-fem uger bliver der taget luftprøver i de 43 øvrige institutioner.