Hul i markedet giver plads til ny entreprenør
Stor europæisk koncern bevæger sig ind på det danske marked for erhvervsbyggeri
- Baggrunden for, at vi er startet op i Danmark, er, at vi anser markedet for åbent med plads til flere spillere, siger adm. direktør i BAM Danmark Bo Svendsen, som tidligere har været underdirektør i Pihl & Søn.
Netop Pihl & Søns konkurs har været med til at skabe plads.
- Pihl & Søn var en stor aktør med en milliard-omsætning, så det er klart, at der bliver mere plads på markedet, når så stor en spiller er væk, siger Bo Svendsen.
Fra 30 mio. kroner
BAM Danmark, som allerede nu er i gang med at udregne tilbud til konkrete byggeprojekter, vil satse på erhvervsbyggeri - både nybyggeri og renovering - og vil i første omgang ikke satse på boligmarkedet.
- Vi har valgt at satse på erhvervsbyggeri, fordi det er det segment, vi mener, at vi er stærke på. Vi forventer at få store offentlige bygherrer som kunder samt fonde og pensionskasser, siger Bo Svendsen og fortsætter:
- De projekter, vi vil byde på, vil ligge i størrelsesordenen 30 mio. kroner og opefter, og det kan være alt fra kontorbyggerier, skoler og sygehusbyggerier, som koncernen har stor erfaring med. Vi vil gå efter hoved- og totalentrepriser, hvor vores viden kommer i spil og bliver en del af det samlede resultat.
BAM Danmark, som har adresse på Tobaksvejen i Søborg, beskæftiger fire medarbejdere, men planen er at vokse. Hvor stor virksomheden satser på at blive, vil Bo Svendsen ikke løfte sløret for, men han siger:
- Vi forventer at blive en aktør på det danske marked. Hvor store vi bliver, kan kun tiden vise.
Underentreprenører
Mens Royal BAM-koncernen både bruger egne folk og underentreprenører til at udføre byggeopgaverne, vil det danske selskab til at starte med anvende underentreprenører.
- Vi forventer at få hjælp fra koncernen og bruge nogle af de underentreprenører fra hele Nordsø-regionen, som koncernen anvender og har gode erfaringer med, men vi vil også bruge danske underentreprenører. Det afhænger af den enkelte opgave, hvilke kompetencer der skal i spil, siger Bo Svendsen.