Udbud og efterspørgsel passer ikke sammen
Inden for byggeriets uddannelser er praktikpladskøen lige nu på 2.200 unge. 3F råber stadig op om sociale klausuler, og nogle politikere tror på, at det er løsningen. Men der findes ikke noget quick fix.
Dansk Byggeri har som alternativ til sociale klausuler indgået praktikpladspartnerskaber med en række kommuner. Partnerskaberne er med til at sikre, at kommune, erhvervsskole, og vi som erhvervsorganisation samarbejder om en indsats for at finde praktikpladser, hvor virksomheder og elever bliver matchet.
Det virker, og flere kommuner vælger at indgå en partnerskabsaftale med Dansk Byggeri frem for at benytte sig af sociale klausuler. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at hverken partnerskabsaftaler eller sociale klausuler kan løse det grundlæggende paradoks som praktikpladskøen er udtryk for. Nemlig at udbud og efterspørgsel ikke passer sammen på praktikpladsområdet.
Man kan ikke stampe 11.000 praktikpladser, der matcher de unges ønsker, op af jorden. Skulle det kunne lade sig gøre, ville det blandt andet kræve, at for eksempel bygge- og anlægsbranchen hovedsagligt skulle bestå af snedkere, murere og tømrervirksomheder koncentreret omkring Odense og Aarhus.
Det gør den bare ikke. Nok er der mange tømrer- og murervirksomheder, men de er spredt ud over hele landet. Og de rene snedkervirksomheder ligger hovedsagligt i Jylland. En stor del af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen er entreprenørvirksomheder, og de arbejder med jord og beton. De har mere brug for struktørlærlinge end for tømrer- og murerlærlinge.
Af de 11.000 personer i praktikpladskøen er der godt 2.200 lærlinge, der søger en praktikplads inden for bygge og anlæg – 37 procent af dem vil være tømrere, og kun en procent vil være struktører.
Struktørarbejde og tømrerarbejde er næsten lige store beskæftigelsesområder i bygge- og anlægsbranchen. Praktikpladskøen er med andre ord et helt grundlæggende udtryk for, at udbud og efterspørgsel ikke passer sammen. De unge vælger de populære fag, og de har ikke meget lyst til at flytte langt efter en praktikplads.
Skal vi have løst praktikpladsproblemet, så er vi nødt til at se på, hvad behovet for arbejdskraft er inden for de enkelte fag og så derudfra give garanti om et bestemt antal uddannelsespladser.
Når det er fastlagt, kan de unge søge om optagelse på uddannelsen og vide, at der er garanti for, at de kan gennemføre deres uddannelse i en virksomhed eller i en kombination af skolepraktik og virksomhedspraktik.
Men når krisen kradser, og virksomhedernes ordrebøger er tomme, er der brug for skolepraktik som en buffer. Og her bør eleverne være parat til at benytte sig af muligheden for skolepraktik.
I dag er det kun 44 procent af dem, der står i praktikpladskøen, der siger ja tak til skolepraktik. Men det bør være både en ret og en pligt at fortsætte sin uddannelse, hvad enten det er med en praktikplads i en virksomhed eller i skolepraktik.
“Man kan ikke stampe 11.000 praktikpladser, der matcher de unges ønsker, op af jorden. Skulle det kunne lade sig gøre, ville det blandt andet kræve, at for eksempel bygge- og anlægsbranchen hovedsagligt skulle bestå af snedkere, murere og tømrervirksomheder koncentreret omkring Odense og Aarhus."
