23948sdkhjf

Virksomheder samler lagre og administration

Trods et lavt niveau for erhvervsbyggeri har KTerhvervsbyg A/S nok at lave. Blandt andet firmaer, som ønsker at centralisere, fylder ordrebogen
Flere små og mellemstore virksomheder ønsker at samle deres lagre og administration i stedet for at have flere decentrale enheder. Den tendens oplever KTerhvervsbyg, som trods et generelt lavt niveau for erhvervsbyggeriet, har formået at have sorte tal på bundlinjen. Ifølge Dansk Byggeris seneste konjunkturupdate fra november ligger erhvervsbyggeriet på et historisk lavt niveau med kun 1,8 mio. påbegyndte kvm i 2013.

- Vi synes, det går bedre, end de skriver. Vi har i hvert fald godt at lave, siger Per Henriksen, partner i KTerhvervsbyg, og fortsætter:

- Det kan være, at der er lidt mere gang i vores segment. På grund af finanskrisen kan det måske være sværere at låne 50-100 mio. kroner til store domicilbyggerier, men lettere at få banken til at gå med til at låne fem til 15 mio. kroner.

Vil hellere bygge nyt

Per Henriksen vurderer, at opgaver med at samle virksomheders enheder udgør omkring 20 til 25 procent af virksomhedens omsætning. I 2012 lå omsætningen på omkring 100 mio. kroner, og bruttofortjenesten på 11,7 mio. kroner. Nogenlunde samme omsætning forventer virksomheden for 2013.

- Både i forbindelse med de opgaver, vi vinder, og de udbud, vi ser, kan vi se, at der er en tendens, hvor virksomheder i stigende grad centraliserer og samler deres lagre og administration. Godt nok står der mange ledige kvm rundt omkring i landet, men ikke alt er energivenligt eller indrettet optimalt til virksomhedens aktiviteter. Det kan også koste mange penge at ombygge, og derfor tror jeg, at flere mener, at det bedre kan svare sig at bygge nyt, siger Per Henriksen.

Flere eksempler

I 2013 har KTerhvervsbyg arbejdet på flere projekter om netop at samle lager og administration.

I sommers afleverede virksomheden et nyt erhvervsdomicil til Stilling Køl og El A/S, hvor lager og kontor er samlet, og i marts 2014 skal et domicil også til lager og administration afleveres til den internationale virksomhed R82, som sælger hjælpemidler til børn og unge med særlige behov.

Den engelskejede virksomhed Dechra Veterinary Products har også valgt at samle flere enheder på dansk jord. I midten af november stod et nyt lager til 15 mio. kroner med et samlet areal på 4.518 kvm færdigt i Uldum - det samme sted, som Jysk har et kæmpelager.

- Med den sænkede selskabsskat fra 25 til 22 procent er Danmark blevet et attraktivt sted at slå sig ned, når man har med distribution at gøre. Lageret ligger godt, og det handler blandt andet om at fylde lastbilerne helt op, når produkterne skal leveres, siger Carsten Jeppesen, logistikdirektør for Dechra i Europa og general manager i Danmark. Han forklarer, at det er billigere for virksomheden at have lagrene samlet i Danmark end at have mange forskellige lagre rundt omkring i Europa på trods af, at det kræver mere fragt.

I løbet af de seneste ti år har Dechra lukket 13 lagre i Europa, og nu skal alle produkter til Europa og Asien distribueres fra lageret i Uldum.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094