23948sdkhjf

Arbejdsnedlæggelse har givet den ønskede effekt

Arbejdstilsynet og stilladsbranchen sætter sig sammen for at finde løsninger på regeludfordringer
En overenskomststridig arbejdsnedlæggelse blandt 600 københavnske stilladsarbejdere midt i december har haft den ønskede effekt. Nu sætter Arbejdstilsynet sig sammen med Arbejdstilsynet og stilladsleverandørerne for at finde løsninger på de udfordringer, som følger med nye regler for arbejde i højden. Der er aftalt et møde i en særlig følgegruppe med deltagelse af også Dansk Byggeri og 3F 21. januar.

- Det understreger, at arbejdsnedlæggelsen har virket, selv om det var ærgerligt, at det var nødvendigt med en arbejdsnedlæggelse for at få sat fokus på problemerne, siger John Ekebjærg-Jakobsen, formand for de københavnske stilladsarbejdere.

Formanden for stilladsfirmaerne, formand for Dansk Byggeris stilladssektion Kurt Bo Jensen fra Herlev Stilladser, er enig. Han var stærkt irriteret over arbejdsnedlæggelsen, men erkender, at den satte skub i tingene.

- Man strejker ikke for sjov skyld, og det koster jo også en dagløn, men politikerne hører tilsyneladende bedre efter, når man råber højt, siger Kurt Bo Jensen.

Det er tre år gamle regler for arbejde i højden, der giver stilladsbranchen udfordringer. Efter en overgangsperiode skulle reglerne reelt være trådt i kraft ved årsskiftet, hvor Arbejdstilsynet efter planen skulle være begyndt at håndhæve regelsættet. Reglerne skal gøre arbejdet med stilladsmontage mere sikkert blandt andet ved brug af sele og/eller opskydelige rækværker. Stilladsbranchen er imidlertid stærkt utilfreds med, at leverandørerne ikke som aftalt har leveret nye montagevejledninger, som skulle angive metoder for sikker montage fra 1. januar 2014.

- Ved at råbe op, så det er blevet hørt, har vi fået sat gang i en proces, som forhåbentlig på den lange bane kan give kollektiv sikkerhed, eksempelvis med opskydelige rækværker. Samtidig skal vi på den korte bane have lavet en plan for hvordan vi får implementeret nye løsninger. Hvor der findes sikre løsninger, skal de bruges. Hvor de ikke findes, skal de skabes. Vi ønsker sikker montage, men vi vil ikke have påduttet arbejdsmetoder, der betyder øget nedslidning og usikre situationer, siger John Ekebjærg-Jakobsen.

Ophugningsstøtte

Kurt Bo Jensen er enig i, at der på langt sigt skal arbejdes efter at få løsninger med kollektiv sikkerhed.

- Det kræver en successiv udskiftning af branchens grej. Vi er godt i gang, men der er endnu et stykke vej. Måske kan vi have skiftet alt grej inden for en 10 års periode. Man kunne måske også forestille sig, at politikerne kommer på banen med en slags ophugningsstøtte, så branchen hurtigt kan skifte til lette, større og sikrere stilladser, siger han.

Brug skyklapper

På den korte bane mener formanden for stilladsfirmaerne, at myndighederne skal fortsætte med at have skyklapper på i håndhævelsen af de nye regler.

- Det er ikke et spørgsmål om forhaling. Det er et ønske om, hvordan vi sikrer os bedst, siger Kurt Bo Jensen.

Chefkonsulent i Arbejdstilsynet Kell Guldager Petersen oplyser, at Arbejdstilsynet indtil videre ikke håndhæver de nye regler.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109