23948sdkhjf

Lidt færre konkurser i 2012

Trods udsigt til lidt færre byggekonkurser i år end i 2011 er niveauet fortsat højt
I årets første ni måneder er 541 virksomheder i bygge- og anlægsbranchen erklæret konkurs. Det er 38 færre end efter ni måneder sidste år.

Det får Dansk Byggeri til at lave en minimal justering af forventningen til det samlede antal i branchen i år.

- Vi har hidtil vurderet, at vi ville slutte på omkring 750 konkurser mod 774 i fjor, men konkurstallene fra de seneste måneder giver anledning til en beskeden, en endog meget beskeden, justering, så vi nu siger fra 700 til 750 konkurser. Der er trods alt en tendens til en svag bedring, siger chefkonsulent Andreas Fernstrøm fra Dansk Byggeri.

Færre end 2010

Han understreger, at der dog fortsat er tale om et højt niveau, selv om der heldigvis ikke bliver tale om så mange som i 2010, hvor krisen toppede og over 1000 virksomheder i bygge og anlæg gik konkurs, og i fjor.

- Det bliver snarere på niveau med 2008, hvor krisen slog igennem, og hvor i alt 722 byggevirksomheder gik konkurs, de fleste i øvrigt sidst på året, men det er fortsat et historisk høkt niveau, siger han.

Uændret højt niveau

Håndværksrådets cheføkonom Jacob Thiel er enig og vurderer, at konkursniveauet vil være forholdsvist stabilt på det høje niveau et stykke tid endnu.

- Til gengæld kan man trøste sig med, at konkursniveauer a la dem vi oplevede i 2010 vil vi ikke se i den kommende tid, siger han.

I september gik 59 byggevirksomheder konkurs. Det er 11 flere end måneden før men til gengæld 28 færre end samme måned sidste år.

Tallene fremgår af tal fra Danmarks Statistik.

I alle brancher gik 415 virksomheder konkurs i september. De havde tilsammen en omsætning på 1,4 mia. kroner og en gennemsnitlig levetid på godt syv år.

- Og det passer formentlig også meget godt med, hvad der er tilfældet i byggeriet. Der er tale om både gamle hæderkronede virksomheder og en del relativt nystartede. Begge dele er lige tragisk, idet der står mennesker bag dem alle og fordi en stor del af dem jo også beskæftiger en række lønmodtagere, siger Andreas Fernstrøm.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.101