23948sdkhjf

50 års jubilæum i Stenrand Grusgrav

Da der var mest gang i byggeriet i 2008 leverede Stenrand Grusgrav 500.000 tons råstoffer. Nu er der mere gang i forædlede råstoffer
50 års virksomhedsjubilæum er ikke så sjældent, men når det er med samme indehaver i spidsen, sker det knap så ofte. Da Palle Ludvigsen i 1962 gik arbejdsløs, tog han sagen i egen hånd og købte en gammel lastbil og blev vognmand.

Det er baggrunden for, at Stenrand Grusgrav i Svebølle netop i dag kan fejre 50 års jubilæum med Ellen og Palle Ludvigsen ved roret.

I 1970 overtog parret en grusgrav, og siden har råstofudvinding været hovedaktiviteten. I 1985 overtog Ellen og Palle Ludvigsen yderligere de 132 hektar, hvor Stenrand Grusgrav ligger i dag.

- Vi har taget omkring 40 hektar i brug, og vi forventer, at der er gode materialer i resten af området også, så der er nok til de næste mange år, fastslår Palle Ludvigsen, der trives bedst ude i grusgraven, mens Ellen og sønnen Henrik passer regnskab og kontor for den 12 mand store virksomhed.

Forædling af råstoffer

Leverancen af to nye Cat 972K læssemaskiner fra Pon Equipment gør jubilæet ekstra festligt. Foruden de to nye læssemaskiner har Stenrand Grusgrav yderligere fire Cat 972 læssemaskiner samt gravemaskiner, dumper samt Sjællands største granitknuser.

- Vi har meget granit i jorden her. Vi leverer primært nedknuste materialer fortrinsvis til betonindustrien. Vores knuser kan tage sten op til 1,20 meter i diameter, og det mener jeg ikke, der er andre på Sjælland, som kan klare, siger Palle Ludvigsen.

Da der var mest gang i byggeriet i 2008 leverede Stenrand Grusgrav 500.000 tons råstoffer. I dag er mængderne mindre, men til gengæld er der en betydelig del, der er yderligere forædlet, blandt andet det såkaldte Slotsgrus, som består af knust granit blandet med forholdsvis lerholdigt sand.

Blandingen er udviklet af Skov & Landskab under Københavns Universitet på opfordring af Slots- og Ejendomsstyrelsen. Der var behov for et belægningsmateriale til grusstier, da pesticidforbruget blev udfaset, og egenskaberne på Slotsgrus er grundigt dokumenteret.

- Vi producerede sidste år 47.000 tons Slotsgrus, og det leveres over hele Danmark og en del i Sverige, hvor vi eksempelvis har leveret til den svenske prinsesse Victorias slot i Stockholm og for nylig til en nybygget kirke i Malmø, fortæller Palle Ludvigsen.

Slotsgrus har ud over en ekstraordinært stor bæreevne også en ukrudtshæmmende effekt, fordi det pakker sig meget tæt sammen.

- Det har været et godt produkt for os i perioden, hvor afsætningen til betonindustrien har været lidt mindre. Vi er gået efter noget, som der ikke er så mange andre, der kan producere. Vi har mere granit i undergrunden end de fleste andre, og det har vi udnyttet. Til gengæld leverer vi ikke meget til vejbyggeri og byggemodning, siger Palle Ludvigsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.138